Lagkage, hvor stykke med flag med ordet "løn" er skåret ud.
Pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter får lidt mere i tillæg til grundlønnen med nyt forlig.
Foto: Johnny Frederiksen

OK13: Pædagogisk forlig på plads

Forlig mellem FOA og kommunerne giver pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter lidt højere løn. Dagplejere får mulighed for at vælge mellem mere i løn og højere pension.

Er du pædagogmedhjælper i en kommune, så bliver tillægget til din grundløn fra januar 2014 forhøjet fra cirka 1.160 kroner til 1.552 kroner om året. Er du pædagogisk assistent, vokser dit tillæg fra 1.000 til 1.392 kroner om året.

Er du dagplejer, kan du vælge mellem at få 0,27 procent ekstra i pension eller at bruge pengene på lidt højere løn. Flertallet af FOAs pædagoger vil ligesom dagplejerne kunne vælge mellem en mindre lønstigning eller forhøjelse af pensionen.

Det er hovedtrækkene i det forlig, som FOA netop har indgået med kommunerne på en del af det pædagogiske område.

Dertil kommer de lønstigninger på knap to procent, som er resultatet af de generelle lønstigninger for alle ansatte i kommuner og regioner.
”Desværre er de samlede lønstigninger for små, og der er ingen grund til at tro, at man kan opretholde reallønnen i denne overenskomstperiode,” siger formanden for Pædagogisk Sektor i FOA, Jakob Sølvhøj til foa.dk.

Mere i løn til elever og ansatte under uddannelse
For enkelte grupper er det imidlertid lykkes at få et ekstra lønløft. Det gælder pædagogmedhjælpere, omsorgsmedhjælpere og dagplejere, der gennemfører den pædagogiske assistentuddannelse som voksenuddannelse (GVU).

Fra 2014 vil deres lønninger stige med cirka 800 kroner om måneden.

”Den relativt store stigning skyldes, at FOA og KL ikke har kunnet blive enige om en lønregulering siden 2011. Det er nu faldet på plads, og det er jeg meget tilfreds med,” siger Jakob Sølvhøj.

For elever på den pædagogiske assistentuddannelse har FOA desuden fået aftalt en lønstigning på knap 75 kroner om måneden. Og elever vil fra 2014 få løn under barsel.

Gæstebørn: Seniorer kan stadig sige nej
FOA fik også ryddet en række forringelser af bordet under forhandlingerne. For eksempel ville kommunerne afskaffe de seniorordninger, der giver dagplejere fra 58 år ret til at afvise gæstebørn.

KL krævede desuden, at det såkaldte fald-i-hul-tillæg blev afskaffet. Tillægget gives til dagplejere, der passer et gæstebarn, der går ind på en tom plads. 

”KL rejste de samme krav ved overenskomstforhandlingerne i 2011, men ligesom dengang har vi nu lavet en aftale, uden at KL er kommet igennem med deres krav,” siger Jakob Sølvhøj.