Ældre mand får øreakupunktur af sosu-assistent Connie Rodian
Peter Larsen har fået liv i benene igen med hjælp fra Connie Rodians nåle.
Foto: Jørgen True

Nåle gør underværker

Nye erfaringer fra et plejecenter viser, at øre-akupunktur kan lindre flere af de typiske somatiske lidelser hos ældre.

Øre-akupunktur, efter NADA-metoden, kan gøre ældre mere selvhjulpne, afslappede og glade.

Det viser erfaringer fra Plejecentret Øresundshjemmet i Fredensborg Kommune.

”Vi har fået belæg for, at øre-akupunktur kan gøre noget ved både kredsløbsforstyrrelser, fordøjelsesproblemer og gigt- og ledproblemer. Det er helt ny viden,” siger gruppeleder Lise Langkjær til Fagbladet FOA.

Ældre-skavanker lindres
NADA-metoden har med succes været anvendt i psykiatrien, hvor den kan dæmpe psykiske problemer, som angst, stress og depression.

Og social- og sundhedsassistent Connie Rodian har taget mange års erfaringer med NADA fra netop psykiatrien med sig over i hjemmeplejen, hvor hun har opnået opsigtsvækkende resultater i forhold til typiske ældreskavanker

Hun har blandt andet hjulpet en ældre mand med sukkersyge og hjerteproblemer, der ikke har kunnet mærke sine ben i mange år.

”Efter 4-5 behandlinger med øre-akupunktur hos mig fik han liv i fødderne. Nu er det varigt, og kommunens læger er nærmest benovede,” siger Connie Rodian til Fagbladet FOA.

Brug for blåstempling
Øresundshjemmet får nu hjælp fra kommunens udviklingsafdeling til et projekt, der gennem sammenlignelige målinger skal gøre de foreløbige erfaringer til hårde data.

”Vi skal have systematisk dokumentation, når vi går videre til ældrechef, politikere og borgere for at få det udbredt til hele kommunen,” siger Lise Langkjær.

Interessen for øre-akupunkturen er stor både på andre plejehjem, hvor Connie Rodian har holdt foredrag, og hos kollegerne i hjemmeplejen.

”Langt flere medarbejdere burde have grunduddannelsen, så behandlingen kunne tilbydes flere borgere. For de skal da bruge NADA alle steder i hjemmeplejen. Det skal simpelthen blåstemples,” siger Connie Rodian. 
 
Læs mere i Fagbladet FOA: Nåle gør underværker