• Læs op
• Udskriv

Vi skal blive bedre til at forstå, at når medarbejderne siger fra enten overfor ledelsen på den enkelte arbejdsplads eller offentligt til medier eller politikere, er det et udtryk for en bekymring for forholdene for borgerne og kollegerne. Det er et råb om hjælp, som både arbejdsgiveren og de politikere, der træffer beslutninger om, hvilken hjælp borgerne har ret til, skal være taknemmelige for, kommer frem.

Jeg hører alt for ofte eksempler på både medarbejdere, der er nervøse for at udtale sig, som ikke oplever, at deres leder går videre med kritik af forholdene og desværre også at blive mødt af negative konsekvenser, når de så udtaler sig. En negativ konsekvens behøver ikke nødvendigvis at betyde en fyring. Det kan være mindre drastiske handlinger fra ledelsen, som kan få stor betydning for medarbejderen og dermed afskrækker både medarbejderen selv og kollegerne fra at udtale sig igen.

For nogle år siden medvirkede en social- og sundhedshjælper fra et københavnsk plejecenter i medierne, hvor hun i overordnede termer beskrev forholdene, som ofte var præget af mangel på kolleger og streng prioritering i opgaverne, som betød, at nogle borgere måtte sidde længere i en brugt ble.

Få dage efter blev hun kaldt til samtale med sin teamleder og forstanderen på plejecentret. De udtrykte bekymring for, at hun var gået til pressen og for, hvilke konsekvenser det måtte få for deres plejecenter, når borgmesteren fik besked. Det var medvirkende til, at medarbejderen sagde op på plejecentret – hun følte sig intimideret af ledelsen og kunne ikke lade være med at føle en mistillid mellem ledelsen hende som medarbejder.

Lederen kunne have klappet medarbejderen på skulderen og sagt: ”Det er så godt, du siger fra og fanger politikernes opmærksomhed. Nu håber vi, der sker forbedringer.” Eller selv gået videre med en kritik af normeringen. Men det gør man ikke. Man leverer det ønskede produkt under de forhold og med de ressourcer, der besluttes politisk.

Der kan være langt fra byrådssalen til Hr Hansens dagligstue. Vores folkevalgte politikere skal træffe beslutninger, som påvirker os alle, på et oplyst grundlag. Når byrådet indgår budgetforlig, vedtager effektiviseringer som følge af digitaliseringen, mindre bureaukrati og mere velfærdsteknologi eller beslutter sig for, at netop det kommende år vil byde på en masse sund aldring blandt kommunens ældre borgere, som derfor vil betyde mindre behov for praktisk hjælp og personlig pleje, har de brug for en tilbagemelding fra dem, der arbejder tættest på de ældre.

Det er dem, der ser borgernes behov, og kan se, når de ikke bliver mødt af den rette hjælp. Ellers bliver alle beslutninger til selvopfyldende profetier – hvis ingen fortæller om konsekvenserne har man jo effektiviseret uden at man kan aflæse en forværring i kvaliteten. Vi har i den grad brug for, at alle de, der har valgt faget, bliver så lang tid i det, der overhovedet er muligt. Det kræver, at medarbejderne kan tale åbent om fejl og mangler i ældreplejen.

For har man som medarbejder ingen steder at kanalisere sin frustration over ikke at kunne levere den hjælp, borgerne har brug for, ikke kunne udleve den faglighed, man har, bliver frustrationen og den dårlige fornemmelse i maven over ikke at slå til efterladt hos medarbejderen.

Det har store konsekvenser for den enkelte medarbejder, for arbejdspladsen og for samfundet, når der ikke reageres på medarbejdernes faglige vurdering af den mangelfulde hjælp til borgerne.

Et menneske kan ikke blive ved med at gå hjem fra arbejde med en knude i maven. Det kan resultere i stress og sygemeldinger, som igen påvirker kollegerne, der er nødt til at dække ind for hinanden og flere vikarer hos de ældre – og det kan betyde, at kulturen for den enkelte medarbejder eller hele arbejdspladsen ændrer sig.

En forsvarsmekanisme hos os mennesker er, at når vi gentagne gange udsættes for noget, vi ved ikke er godt, men ikke kan slippe ud af, reducerer vi eksempelvis den ældre borger, der ikke får den rette hjælp til en opgave, et besøg, en linje på kørelisten. Når det står på for længe, kan det ende i forråelse blandt medarbejdere, som vi har set eksempler på i dokumentarer på plejecentre, hvor der tales grimt om borgere.

Det er ikke rart at blive konfronteret med de billeder for nogen. Men hvis man ikke kender årsagerne til, at et menneske kan reagere på den måde, bliver debatten ensidig og fordummende. Der er ingen, der søger ind i et fag, hvor borgernes sundhed og velfærd er centralt for alt, hvad man gør, for at tale grimt om de ældre.

Samfundet, medier og politikere reagerer med harme og kalder på handling. Hvis handlingen blot er rettet mod de medarbejdere, der optræder i en dokumentar, får man aldrig løst det bagvedliggende problem.

Når sagerne rammer dagsordenen, påvirker det også de medarbejdere, der hver dag gør deres bedste for at de ældre borgere får den bedst mulige pleje og omsorg. De oplever deres fag blive omtalt på en negativ måde, de bliver bange for at begå fejl og optaget uden deres vidende. Løsningen må være, at vi taler højt om fejl og mangler i ældreplejen. Med kolleger og med sin leder – og lederne skal blive bedre til at viderebringe kritik højere oppe i systemet – det sker langt fra altid.

Bragt i Avisen Danmark, den 13. februar 2023