Priserne tvinger lønmodtagere til at flytte
Inflationen rammer alle, men nogle rammes hårdere end andre. Familier med kun én indtægt er ekstra udsatte, og det kalder på et løft af lønnen i bunden af indkomstskalaen
Henriette må se sig om efter et nyt sted at bo, og hendes tre børn risikerer at måtte flytte skole, medmindre familien kan finde en ny og billigere bolig i samme område.
Henriette arbejder fuldtid, men hendes løn er familiens eneste reelle indtægt i øjeblikket, da hendes mand er ved at uddanne sig. I en tid, hvor inflationen flyver noget højere end SAS, presser priserne familiens økonomi så hårdt, at den ser sig nødsaget til at finde noget billigere at bo i.
Er vi virkelig nået dertil i vores samfund, at en familie er afhængig af to indtægter for bare at kunne bo?
Henriettes situation er desværre ikke unik. Mange af FOAs medlemmer er hårdt pressede i øjeblikket, og særligt de husstande, der baserer sig økonomisk på kun én indtægt, mærker desperationen komme snigende.
Pia er et andet eksempel. Hun bor i Bjerringbro, hvor gasprisen i løbet af ingen tid steg eksplosivt. Det gør ondt, når Pias mand er førtidspensionist.
Der kan være mange årsager til, at man som familie er nødsaget til at leve af kun en enkelt indtægt. Nogle årsager er frivillige, mens andre kan komme som en tyv om natten. Sygdom kan for eksempel ramme os alle.
Arbejdernes Landsbank regnede for et par måneder siden ud, aten børnefamilie skal bruge 2.500 kr. mere om måneden for at opretholde samme forbrug som sidste år. 2.500 kr. er alt andet lige lettere at finde, hvis man har to indtægter at trække på.
For FOAs medlemmer er der den ekstra dimension, at langt de fleste arbejder i et job med lav løn, hvilket naturligvis ikke gør situationen nemmere. Og det gælder i øvrigt ikke kun FOA-medlemmerne, men også de mange andre lønmodtagere i lavtlønsjob.
”Hvis du er utilfreds med lønnen, så tag en uddannelse, der giver adgang til et bedre betalt job,” hører jeg fra tid til anden liberale stemmer sige, når vi i FOA råber højt om lønniveauet i velfærdsfagene.
Nej.
Et velfærdssamfund som det danske har en forpligtelse til at tage sig af børn, syge og ældre, og det kræver en vis mængde hænder. I øjeblikket er der ikke nok af disse hænder, hvor manglen på specielt social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere og sygeplejersker er alarmerende. Desværre er der ikke udsigt til snarlig bedring.
Når så få søger mod disse job, er vi nødt til at spørge os selv, om den pakke, man tilbydes, er god nok. Er lønnen og arbejdsvilkårene gode nok? Det er simpel markedslogik, og svaret er desværre nok nej for nuværende.
Når man – til trods for fuldtidsarbejde – presses så hårdt af inflation, at man er nødt til at finde en ny bolig, så er der altså noget galt med lønniveauet i bunden. Der er brug for en stigning, og den er nødt til at være af en størrelse, der ikke kan arrangeres inden for det normale overenskomstsystem.
Bragt i Jyllands-Posten, den 14. juli 2022