Forbundsformand: Kender du følelsen af afmagt og udmattelse?

”Vi skal ikke have folk, der går ned med stress eller sætter fagligheden over styr, fordi de er ramt af ”flinkeskolen” eller deres pligtfølelse,” skriver forbundsformand Mona Striib.

Forleden lyttede jeg til et af vores dygtige og fagligt engagerede medlemmer. Jeg tror, at mange i FOA genkender hendes fortælling.

Den handler om at føle vrede, afmagt og udmattelse i forhold til ens arbejde og arbejdsvilkår.

Udmattelse, efter i lang tid ikke bare at have løbet stærkt, men spurtet – både før og under corona-krisen. Udmattelse, oven på en sommer med både over- og merarbejde og delt ferieafvikling selv om alle har ret til at afvikle samlet sommerferie.

Vrede og afmagt, fordi man ikke kan se, hvordan situationen kan forbedres i en nær fremtid.

Hvis du genkender bare noget af den følelse, så ved du, hvad jeg taler om. Så forstår du sikkert også den debat om arbejdsvilkår, som florerer på Facebook, blandt kolleger, tillidsrepræsentanter og i FOA.

Skruen er strammet for hårdt 
Det er en vigtig debat, for den rammer direkte ind i dit og dine kollegers arbejdsliv.

Mange steder er der travlt – alt for travlt. Nogle steder ser vi kolleger, der møder ind før tid for at få dagen til at hænge sammen. Folk, der føler sig presset til at arbejde mere, end familielivet fx har godt af.

Det er symptomatisk for en offentlig sektor, hvor skruerne længe har været strammet for hårdt.

Vi skal ikke have folk, der går ned med stress eller sætter fagligheden over styr, fordi de er ramt af ”flinkeskolen” eller deres pligtfølelse.

Det er jeg, det er FOA, og det er mange kolleger optaget af. Vi er bestemt ikke i mål, selv om vi fx har opnået 1.000 flere i ældreplejen, sat en klar rekrutteringsdagsorden og fået fokus på flere uddannede kolleger. Vi har sat vilkår, vilkår, vilkår op som dagsorden og mål i flere år.

Vi ser jer!
Vi skal have et arbejdsmarked, som man kan holde til – ikke bare holde ud. Det kæmper FOA for sammen med medlemmerne.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi som organisation skal holde fast i kampen for ordentlige arbejdsvilkår. Ikke mindst i lyset af de mange engagerede medlemmer, der lige nu råber højt.

Hver og én skal vide: Der bliver lyttet. I bliver hørt. Jeg er heller ikke i tvivl om, at vi kommer til at gøre mere, og at vi har brug for at stå sammen som et fællesskab, hvis vi skal komme nogen vegne. 

Hvis du oplever urimelige arbejdsbyrder, for hårdt et pres og for få ressourcer, så er det enormt vigtigt, at du tager fat i din TR og din lokale afdeling. Det er vigtigt, fordi din TR og din afdeling så kan påtale arbejdspresset over for jeres arbejdsgiver og op i systemet. 

Problemerne er ikke ens, de er faktisk meget forskellige rundt omkring og mellem faggrupper. Nogle steder handler det om en enkelt arbejdsplads, nogle steder er det et kommunalt problem, andre steder handler det om manglende tid til ledelse eller andre ting. 

Vi skal tage kampen i fællesskab
Kan vi løse alle problemer i verden? NEJ. Kan vi gøre det bedre? JA - i fællesskab.

Derfor kommer FOA til at gå endnu hårdere ind i kampen om gode arbejdsvilkår i den kommende tid.

Det gør vi sammen med vores tillidsfolk, afdelinger og medlemmer. Og det er vigtigt, at vi netop gør det sammen. Man behøver bare at se andre steder hen i fagbevægelsen, så kan man se konsekvenserne af, når fællesskabet slår revner. Et splittet fællesskab er et svækket fællesskab.

Hvis det gavner nogen, er det muligvis arbejdsgiverne, der ikke får samlet, stærk modstand. Derfor en opfordring, som jeg også ser mange af jer tage op: Vi skal tage kampen i fællesskab. 

Arbejd eller ej?
Et budskab til alle jer, der er udmattede og vrede over dårlig planlægning, få kolleger og for meget over- og merarbejde:

Arbejdsgiverne må ikke konsekvent planlægge med systematisk mer- og overarbejde. Jeres ansættelsesbreve skal passe med det behov, der er. Over-og merarbejde er til akutte situationer og midlertidige situationer. Og selvfølgelig må man arbejde efter reglerne, og man må altså godt være forhindret i at sige ja til mer- eller overarbejde, men det er rigtigt og VIGTIGT at man ikke konsekvent kan nægte.

Hvad er forskellen mellem at nægte og være forhindret, kan man så spørge? Forskellen er, at hvis man konsekvent nægter med henvisning til utilfredshed med arbejdsvilkårene, så er det arbejdsvægring. Til gengæld kan du personligt godt være forhindret i at tage merarbejde, og så må arbejdsgiveren finde hjælpen et andet sted. Det er en vigtig balance at holde, for vi skal ikke ud i en kollektiv arbejdsvægring. Det kan indebære en risiko for en tur i Arbejdsretten og en efterfølgende bod.

Jeg tror, at det er vigtigt, at vi holder sammen og kæmper i fællesskab for de gode arbejdsvilkår. Det kommer vi i FOA til at tage initiativ på.

Stolthed
Og til allersidst vil jeg sige, at den medlems-fortælling, som jeg indledte med, også handlede om at føle stolthed for sit fag og sit arbejde.

For når man er stolt af sit fag, når man ved, hvad man bør gøre, og er forhindret i det, er det svært, hvis man oplever at blive presset til at gå på kompromis med sin faglige stolthed. Det må ikke ske. Det fortjener hverken den enkelte ansatte, eller de mange borgere, I hver dag drager omsorg for.

Et stærkt fællesskab er forudsætningen for at få skabt resultater, så det er ikke løsningen at stå udenfor. Vi skal samle kræfterne på tværs af faggrupper, vi skal sikre, at den røde tråd fra arbejdspladser ind gennem organisationen fungerer.

Og vi skal huske at vores fælles arbejde både er over for Christiansborg i forhold til ressourcer og økonomi, over for hver eneste kommune og region og endelig jeres overenskomst.

Vi hører og ser jer og kæmper for jeres vilkår! Sørg for at tale højt om betydningen af, at alle på arbejdspladserne er organiseret.

Kh Mona