• Læs op
• Udskriv

Den hurtige forklaring er, at mange unge hellere vil være podere, det giver godt og er sikkert mindre krævende, men det er desværre langtfra hele forklaringen.

Den uhyggelige forklaring er, at vi i det hele taget mangler ansatte i ældreplejen. Og at det kun bliver værre i fremtiden.

Lad os tage fat i en dugfrisk undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. De har undersøgt offentlige og private virksomheders evne til at skaffe medarbejdere mellem januar og juni i år – altså før ferien – og tallene er mildest talt nedslående.

For social- og sundhedsassistenter er den såkaldte forgæves rekrutteringsrate på 40 pct. – det svarer til 6.300 stillinger, der ikke kunne besættes. Det er situationen nu, og intet tyder på, at det bliver bedre foreløbig.

Tillad mig at blive ved de tørre tal et øjeblik længere. Frem mod 2040 vil der komme knapt 220.000 flere ældre over 80 år i Danmark. Samtidig er hver tredje social- og sundhedsansat i dag over 55 år og har derfor snart mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Den korte udgave af historien er, at vi mangler masser af arbejdskraft i ældreplejen. Desværre er der ikke nogen kort og enkel udgave af, hvordan vi løser problemet.

Den lange løsning indeholder flere elementer. Først og fremmest handler det om at overbevise de unge om, at social- og sundhedsområdet er et godt sted at tilbringe sit arbejdsliv.

Det gør vi dels ved at tale fagene op, og dels ved at give dem den anerkendelse, de fortjener. Der er ikke mange job, hvor man kan gå ind ad en dør, se et menneske smile og vide, at man er årsagen til, at dagen for den ældre er blevet bedre, end hvis man ikke var kommet. Men ord gør det slet ikke alene.

Hvis vi på længere sigt skal fastholde og udvikle ældreplejen som en attraktiv arbejdsplads, skal vi også gøre op med mange af de måder, vi gør tingene på i dag.

Alt for mange ældre oplever deres hjem som en banegård, hvor et rend af forskellige fremmede folk og faggrupper flimrer forbi dem på daglig basis.

Systemet har løbende flyttet fokus væk fra borgeren og til opgaven – den konkrete målbare ydelse. Det har fjernet den faglige frihed hos FOA’s medlemmer og har sat borgernes egne ønsker til livet bagerst.

Den udvikling skal vi vende. Det er en kæmpe opgave, der kun kan lade sig gøre i et tæt samarbejde mellem kommunerne, borgere, pårørende og de ansatte på området. Og vi er såmænd ved at være i gang.

I sidste måned blev regeringen og et flertal i Folketinget enige om at give kommunerne økonomi til at ansætte over 1.000 nye medarbejdere i ældreplejen og samtidig sende et tilsvarende antal medarbejdere i uddannelse som social- og sundhedshjælpere eller social- og sundhedsassistenter.

Den aftale er et godt og nødvendigt skridt i den rigtige retning. Nu er opgaven at sørge for, at alle pladserne på sosu-skolerne også bliver optaget.

Det var også for at vende udviklingen, at FOA sammen med Ældre Sagen, kommunerne og regeringen sidste år indkaldte til et ældre-topmøde, som siden har arbejdet med at finde og udvikle nye løsninger.

Og arbejdet fortsætter, når vi mødes igen til september, hvor vi fra FOA’s side vil prøve at aftvinge politikerne konkrete beslutninger og løsninger.

Der er ikke noget quickfix, men det er ikke en undskyldning for ikke at komme i gang.

Det kræver politisk vilje centralt på Christiansborg, men så sandelig også lokalt. Ude i kommunerne. Og så er det jo praktisk, at vi står over for et kommunevalg til efteråret.

En fremragende anledning til at indskærpe over for lokalpolitikerne, at det er sidste udkald for at komme i gang med at løse udfordringerne i ældreplejen. Ellers vil vores problemer med at finde ferieafløsere føles som vand ved siden af de udfordringer, vi løber ind i.

Bragt i Jyllands-Posten, den 21. juli 2021