Vi skal ikke have sikkerhedsvagter i ældreplejen

Sikkerhedsvagter på plejehjem som skal beskytte de ansatte mod borgerne.

Det lyder fuldkommen vanvittigt, men ikke desto mindre kan man læse i søndagens Jyllands Posten, at hver sjette danske kommune har fundet det nødvendigt at ansætte sikkerhedsvagter for at beskytte medarbejderne mod udadreagerende demente borgere.

Og det er en stigende tendens. I 2015 var det tre kommuner, der havde udgifter til sikkerhedsvagter på plejehjem. Sidste år var det 13 og i år altså 15.

Lad os allerførst slå fast. Vi vil selvfølgelig ikke klage over, at kommunerne tager initiativer til at beskytte vores medlemmer mod mulig vold. Det manglede da bare. Men det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det skal være nødvendigt med sikkerhedsvagter på plejehjem. Udadreagerende demente er bestemt en håndfuld, og kan være en stor udfordring for personalet ældreplejen, men svaret må aldrig være hærdebrede mænd i uniformer. Svaret er omsorg og tid og faglighed. Tre ting som vi desværre oplever, at der er mindre og mindre af i ældresektoren.

Vores medlemmer fortæller os, at de desværre ikke har tid til at udføre den pleje og omsorg, de ældre har brug for og krav på. De oplever, at de må svigte deres faglighed, for blot at få tingene gjort. Sådan er den normale situation. Og det bliver ekstra kritisk, når det gælder demente ældre. Og så er det, vi oplever udadreagerende adfærd.

Der er en række løsninger, vi kan tage fat på. Vi skal sikre, at der er kontinuitet i den medarbejdergruppe, der hjælper de demente, det giver tryghed og mindsker den udadreagerende. Det er også et spørgsmål om faglighed. FOA har denne sommer afdækket, at der er en dramatisk stigning i antallet af ufaglærte i ældreplejen. Det er med til at øge problemet. Sagt lidt firkantet. Det kræver altså både faglig indsigt og erfaring at give omsorg og pleje til en ældre udadreagerende dement borger. Det er ikke bare noget, man lige gør.

Der er tegn på, at situationen kan blive bedre. Sundhedsstyrelsen er som led i en national handlingsplan i gang med at afholde efteruddannelsesforløb, om den udadreagerende adfærd, som tilbydes alle kommuner. Det kan afgjort hjælpe, hvis kommunerne udnytter tilbuddet.

Men det er kun et skridt. Vi er simpelthen pisket til at kigge nærmere på hele ældreplejen og give den et serviceeftersyn. Ikke bare tjekke, om der er luft nok i dækkene og forlygterne virker, men hele den store grundige gennemgang og reparation.

Ældreområdet står over for en række udfordringer. I de kommende år bliver vi flere ældre borgere, det kræver, at vi som samfund nytænker vores tilgang til ældreplejen

I 2020 afholdt FOA sammen med Regeringen, Kommunernes Landsforening og Ældre Sagen et ældretopmøde, med det formål at sætte en ny retning for ældreplejen. I september i år samler vi op på det på Ældretopmøde 2.0, hvor FOA vil arbejde på at forpligte politikerne – både lokalt og nationalt – at skabe blivende ændringer. Der er ikke nogen snuptagsløsning, hvis vi vil undgå sikkerhedsvagter i ældreplejen.