• Læs op
• Udskriv

At være handicaphjælper er tit mere end et job. Mange udvikler et tæt bånd med den borger, de er handicaphjælper hos – bånd som strækker sig langt videre end det mellem arbejdsgiver og ansat.  

BPA-området er noget nær det mest komplicerede arbejdsmarked, vi har.

Det er den enkelte borger eller et BPA-firma, som er arbejdsgiver – ikke kommunen, selvom det er kommunen, der betaler tilskuddet til BPA-ordningen og dermed fastsætter lønnen til handicaphjælperen.

Desværre oplever vi, at mange kommuner gennem årene skærer mere og mere ned på det tilskud, der udbetales til borgeren. Det betyder, at kommunerne nu betaler langt mindre for opgaven, end hvis de selv skulle være arbejdsgiver. Det går ud over de løn- og arbejdsvilkår handicaphjælperne arbejder under og i sidste ende bliver det den enkelte borger, der betaler prisen for, at kommunerne løber fra deres ansvar.

Handicaphjælpernes kolleger på velfærdsområdet i kommunerne har overenskomstsikrede rettigheder til blandt andet 6. ferieuge, fritvalgstillæg, en fastsat pensionsindbetaling, lange opsigelsesvarsler, helligdagsbetaling og fastsatte tillæg for arbejde på skæve tidspunkter. Det er disse rettigheder, kommunerne har en for en har fjernet for handicaphjælperne med et fingerknips ved at sætte tilskuddet til borgeren ned.

Det er ikke i orden.

Kommuner medvirker til løndumping
Vi kender mest begrebet løndumping fra det private arbejdsmarked, hvor en leverandør til for eksempel en byggeplads stiller med håndværkere, som arbejder til en langt lavere løn, end hvad overenskomsten på området siger.

Ved at udmåle tilskud under overenskomstmæssigt niveau, er kommunerne reelt med til at dumpe lønnen på BPA-området.

Konsekvensen bliver, at det bliver sværere at tiltrække kvalificerede handicaphjælpere – jo dårligere løn- og arbejdsforhold man som arbejdsgiver kan tilbyde, jo mindre attraktivt er jobbet. Dermed risikerer vi, at borgerne ikke kan få den hjælp, de har ret til og brug for. Det er ikke rimeligt.

I FOA mener vi ikke, at der skal være forskel på forholdene for en medarbejder i kommunen og en medarbejder ansat i en BPA-ordning.

Vi mener heller ikke, at der skal være forskel på, hvilken hjælp man får som borger med et handicap alt efter, hvilken kommune man bor i.

For det er de direkte konsekvenser af løndumpingen.

Virksomheder uden ordnede forhold bidrager til ræs mod bunden
Der er i dag kommuner, hvor BPA-virksomheder med orden i sagerne og gode, overenskomstmæssige arbejdsvilkår for handicaphjælperne ikke kan levere, fordi afregningsprisen er for lav. Det tvinger borgeren til enten selv at påtage sig arbejdsgiverrollen, eller til at vælge et BPA-firma, som bidrager yderligere til løndumpingen ved ikke at have overenskomst og dermed ikke har ordnede forhold for de ansatte.

Det danske arbejdsmarked er bygget op omkring kollektive aftaler, der sikrer lønmodtagerne ens forhold – uanset om de arbejder for virksomhed A eller B. Overenskomster som er forhandlet og aftalt mellem lønmodtagerorganisationer og arbejdsgiverorganisationer.

For at undgå en skævvridning i løn- og arbejdsvilkår – og dermed en skæv konkurrence mellem virksomheder - er det vigtigt, at alle spiller efter samme regler.

Det gælder både i kommunernes udbetaling af tilskud til BPA-ordningen og hos BPA-virksomhederne.

Igennem de seneste år har de største og mest seriøse BPA-virksomheder tegnet overenskomst, og sluttet sig sammen i Handicapbranchen Danmark. Det er et stort skridt på vejen til få samme spilleregler på BPA-området. Det betyder især, at arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationerne kan tale med en stærkere stemme overfor de politikere, der træffer beslutninger på handicapområdet.

Desværre er der fortsat virksomheder, der ikke ønsker at tegne overenskomst og dermed nægter at spille med.

Disse virksomheder muliggør det ræs mod bunden, som kommunerne har startet, når de forringer løn- og arbejdsvilkårene. For så længe, der er virksomheder, der er villige til at løse opgaven under niveau, kan kommunerne fortsætte med at forringe vilkårene for handicaphjælperne. På den måde skabes et gråt marked – et løndumpingsmarked – som tager kommunerne, borgerne, handicaphjælperne og de seriøse BPA-virksomheder som gidsler.

Vi frygter, at det på kort sigt vil medføre virksomheder, som ikke spiller rent spil og snyder med enten opgaverne eller faktureringen til kommunerne og på længere sigt, at handicaphjælpere vil flygte fra faget og efterlade borgerne uden adgang til kvalificeret hjælp.

Kan udløse konflikt mod arbejdsgivere
Hos FOA vil vi gerne tage ansvar for at sikre medlemmernes, handicaphjælpernes, arbejdsvilkår. Vi vil også gerne tage ansvar for at sikre, at borgere med handicap har mulighed for at tiltrække kvalificeret hjælp.

Det gør vi ved at forsøge at tegne overenskomst på området. Vores holdning er, at en overenskomst, er det eneste effektive middel til at stoppe kommunernes ræs mod bunden.

Og når der er useriøse virksomheder, der ikke vil spille med, har FOA ikke andre muligheder end at bruge de midler, der findes på det danske arbejdsmarked.

På det klassiske velfærdsområde inden for det offentlige ville en manglende overenskomst betyde en konflikt mod arbejdsgiverne – kommunerne eller regionerne.

Det kan vi ikke på BPA-området – hvor arbejdsgiverrollen ikke ligger hos kommunen. Den er enten hos borgeren eller BPA-virksomheden.

FOA ønsker ikke at gå i konflikt mod den enkelte borger. Vi ønsker ikke at tage borgerne som gidsler.

Men vi kan – også meget snart – blive tvunget at varsle konflikt mod de virksomheder, der insisterer på at medvirke til kommunernes løndumping. Hvis vi ikke gør noget, koster det de ordentlige virksomheder livet.

En eventuel konflikt på BPA-området vil på kort sigt kunne genere de borgere, der har aftaler med den konfliktramte virksomhed. Og det beklager vi.

Men borgerne kan stadig få ordningen varetaget af en virksomhed med overenskomst – og på lidt længere sigt vil en samlet BPA-branche med overenskomst og ordnede forhold være en stor fordel, både for borgerne og for handicaphjælperne.