• Læs op
• Udskriv

»Au pairer er fattige filippinere, der bliver udnyttet af rige.«

»Au pairer er nødvendige for at skabe lighed mellem mænd og kvinder på det danske arbejdsmarked.« 

»Når en au pair smører en madpakke, er det kulturudveksling.«

Holdningerne til au pairer stak i adskillige retninger, da vi op mod årsskiftet oplevede en heftig debat om au pair-ordningens berettigelse.

Anledningen var, at en evaluering af ordningen klart viste, at størstedelen af au pairer kommer hertil for at arbejde og tjene penge, og at motivationen for værtsfamilierne først og fremmest er at få hjælp til de daglige gøremål. Fortællingen om, at ordningen handler om kulturudveksling, fik det altså kort sagt svært.

Minister for Udlændinge og Integration, Mattias Tesfaye (S), varslede derfor et opgør med ordningen, mens chefredaktør på Berlingske Tidende, Mette Østergaard, gik i brechen for at bevare ordningen.

Ikke færre end 93 mennesker, der har eller tidligere har haft au pair, skrev desuden en lang appel i Politiken om, hvorfor ordningen bør bevares. FOA deltog også i debatten med et forslag om helt at gentænke ordningen.

En løsning blev det ikke til. Det blev jul, og siden har der været tavst omkring ordningen – især lige nu, hvor den alvorlige coronapandemi kræver vores alles opmærksomhed. 

Samtidig er der mange au pairer hos danske familier, der lige nu gør en ekstra stor indsats for at få værtsfamiliernes hverdag til at fungere med børn, der er hjemme fra skole, side om side med hjemmearbejdende forældre.

34 kroner i timen
Som dem, der organiserer au pairer, har vi i FOA indgående kendskab til den eksisterende ordnings udfordringer. Vi har længe vidst, at den ikke fungerer som tiltænkt. At der ikke er tale om kulturudveksling, men at au pairerne er voksne mennesker, der kommer hertil for at arbejde og tjene penge.

Vi bliver derfor nødt til at tale om ordningen ud fra lige netop den præmis, at der er tale om regulært arbejde. Men vi bliver også nødt til at tale om de dilemmaer, der knytter sig en ændring af ordningen.

Det helt store dilemma handler om at prissætte au pairernes arbejde. Selv om det nuværende ’lommepengeniveau’ er tilstrækkeligt til, at au pairer vil bo og arbejde her, kan vi ikke som samfund forsvare at fastholde denne lave løn.

Det vil være at fastholde social dumping, selv om vi med evalueringen fik fastslået, at der er tale om fattige mennesker, og at der er tale om arbejde.

Au pairernes arbejde skal anerkendes og honoreres i kroner og øre for det, det er: arbejde. I dag får de ifølge vores beregninger, hvad der svarer til små 60 kroner i timen. Det er vel at mærke, når man indregner værdien af kost og logi. Fraregnet den er det 34 kroner. Før skat.

Når vi skal sætte en pris, bør vi skele til overenskomsterne for ansatte med tilsvarende arbejde, for eksempel pædagogmedhjælpere, private babysittere og husassistenter.

Tager vi afsæt i eksempelvis husassistentens løn, vil det indebære en lønstigning fra de små 60 kroner til godt 134 kroner i timen. For de 30 timer om ugen, en au pair må arbejde i dag, vil en værtsfamilie altså skulle betale omkring 14.000, i stedet for de 4.450 kroner den månedligt betaler i dag.

’Men det er jo så meget, at det svarer til de facto at afskaffe au pair-ordningen,’ lyder så modargumentet.

Som fagforening står FOA ikke overraskende temmelig stærkt på det synspunkt, at man skal have en ordentlig løn for et stykke arbejde. Omvendt går vi heller ikke ind for en regulær afskaffelse af ordningen. Det dilemma må vi finde en løsning på, og derfor må vi starte en diskussion om, præcis hvor snittet skal lægges, når lønniveauet og arbejdsforholdene skal fastsættes.

Undgå sort arbejde
Børnefamilier vil nemlig blive ved med at efterspørge arbejdskraft til disse opgaver. Allerede i dag er børnepasning og rengøring områder med rigeligt sort arbejde. Det risikerer vi at se mere af, hvis au pair-ordningen lukkes.

Afskaffes au pair-ordningen, mister vi også al mulighed for at sikre ordentlige rammer for dem, der måtte tage arbejdet alligevel. Allerede nu hører vi fra unge fra Spanien, Frankrig og Kroatien, som er kommet i klemme, mens de har boet hos danske familier på au pair-lignende vilkår – bare ringere. Mange ved det nok ikke, heller ikke værtsfamilierne, men som europæere er de nemlig ikke omfattet af au pair-ordningen.

For dem gælder i stedet reglerne om arbejdets frie bevægelighed inden for EU’s grænser. Og uden at ville problematisere det paneuropæiske princip giver det dem desværre også ’frihed’ til at arbejde under helt urimelige forhold, fordi det er op til dem selv at indgå aftalerne med værtsfamilierne.

Dette forhold ser vi blandt andet blive udnyttet til at udvide antallet af timer, de unge skal arbejde – uden at de af den grund får flere lommepenge.

Her er vi også ved årsagen til, at vi skal opfinde en ordning, som erstatter au pair-ordningen. En ordning, som gør det muligt at blive ansat som familiehjælper, uanset om du er fra Bangkok, Barcelona eller Bornholm. Så vi kan imødekomme familiernes interesse i at få hjælp i det daglige og sikre ordentlige rammer for dem, der vil tage opgaven på sig.

En ny ordning
Grundlæggende skal vi sikre, at området normaliseres. At det er ordentlige arbejdsmarkedsforhold, som gælder for de mennesker, der udfører de opgaver, familierne efterspørger.

En familiehjælper skal kunne ansættes af en familie bestående af mindst en voksen og et barn under 18 år. Opgaven består i husligt arbejde og børnepasning. Og familiehjælperen skal kunne arbejde mere end 30 timer og også gerne for flere familier. Hverken det ene eller det andet er tilladt for au pairer i dag.

Mens au pair-ordningen omfatter, at au pairen skal indgå i værtsfamilien »på lige fod med de øvrige familiemedlemmer«, skal en familiehjælper indgå i et rent arbejdsgiver-lønmodtager-forhold.

Kulturel udveksling vil være en mulig sekundær sidegevinst, men ikke en præmis i sig selv. Derfor kan vi sløjfe danskundervisningen. Det nye forhold betyder også, at familiehjælperne skal nyde samme beskyttelse på arbejdsmarkedet som alle andre, når det handler om arbejdsmiljø og ligebehandling.

I dag gælder der særlige regler for, hvor gammel en au pair må være, og de må ikke have børn i hjemlandet eller være gift. Den slags regler findes ikke for nogen andre på det danske arbejdsmarked, og de bør afskaffes. Desuden skal familiehjælpere kunne blive i landet lige så længe, de har en aftale med en familie, i stedet for kun to år, som au pair-ordningen dikterer i dag.

Familiehjælperen kan bo sammen med familien. Kost og logi kan altså fortsat udgøre en del af lønnen. Og ja. Så er vi tilbage ved lønnen. For hvad skal den være, hvis vi på en og samme tid skal betale for det udførte arbejde og samtidig undgå, at vi får aflivet ordningen og fremelsket sort, ukontrolleret arbejde?

Det har vi ikke svaret på endnu, men op til årsskiftet tilkendegav flere involverede debattører heldigvis, at au pairernes forhold tåler forbedringer – også lønmæssigt.
Det – og i det hele taget en fornyet ordning – vil vi gerne drøfte med alle med legitim interesse i sagen, herunder de familier, som i dag har glæde af en au pair.

Flere af dem har allerede givet sig til kende i debatten. Dem vil vi gerne invitere til en rundbordssamtale, hvor vi åbent og med alle dilemmaer frit fremme finder en ny vej at gå – til glæde for familierne og deres hjælpere i hverdagen.

Bragt i Information, den 26. marts 2020