• Læs op
• Udskriv

Et af de steder, hvor der stadig er åbenlyse skævheder, finder man i den månedlige løncheck for de tusindvis af veluddannede kvinder, der arbejder i omsorgsfagene i den offentlige sektor. Især sygeplejersker, pædagoger, socialpædagoger og social- og sundhedsansatte halter bagefter lønmæssigt.

Faktisk rammer det ikke kun kvinderne, der ud over en lavere livsindkomst, også kan se frem til en dårligere pension. Det rammer også de tusindvis af mænd, der i dag arbejder inden for de traditionelle kvindedominerede professioner og fag.

Tallene taler deres eget sprog. Jo flere kvinder, der er i et fag, jo lavere er lønnen. Ifølge en ny rapport fra Vive (2019) falder lønnen i den offentlige sektor med 4,38 kroner pr. time, hver gang andelen af kvinder stiger med 10 procent.

Forskellen gælder også, når man tager højde for uddannelsesniveau: Når en offentligt ansat i et fag med 75 procent mænd tjener 30.000 kroner om måneden, så vil en ansat i et fag med 75 procent kvinder tjene 27.000 kroner, selvom de to fag kræver samme uddannelseslængde. For nogle faggrupper kan forskellen være endnu større.

Lønefterslæbet trækker tråde tilbage til Tjenestemandsreformen fra 1969, hvor man placerede offentligt ansatte på forskellige løntrin og generelt placerede typiske kvindejob lavere end typiske mandejob.Manden var hovedforsørger, og kvindens indkomst var kun et bidrag, mente man for 50 år siden. Forskeren Astrid Elkjærs optegnelser viser endda, at de skæve lønforhold kan dateres helt tilbage til 1919. Altså for 100 år siden!

Så vi kender altså forklaringen. Nu mangler vi bare at gøre noget ved det. For det er selvfølgelig uholdbart, at vi 40 år efter, at det blev slået fast i loven, at mænd og kvinder skal have ”lige løn for samme arbejde” og ”arbejde af samme værdi”, stadig oplever så store forskelle mellem de traditionelle kvindedominerede og mandedominerede fag.

For i 2020 vil ingen ved deres fulde fem vel hævde, at det er rimeligt, at personer som uddanner sig for at sikre trivsel, sundhed og omsorg for vores børn, syge og ældre, værdisættes lavere end andre. Vi taler om faggrupper, der løfter nogle af velfærdssamfundets helt centrale kerneydelser.

Vi ved godt, at et lønefterslæb, der er opbygget over 100 år, ikke indhentes fra den ene dag til den anden. Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 tog vi et første lille skridt i den rigtige retning, da der blev afsat penge til en ligelønspulje.

Men det står også klart, at problemet ikke kan løses ved overenskomstfornyelser alene. Det var politikerne på Christiansborg, som skabte skævheden med tjenestemandsreformen for 50 år siden.Nu må de tilsvarende tage ansvar for, at vi skridt for skridt får rettet op på uretfærdigheden og sikre reel ligeløn for arbejde af samme værdi, som der står i Ligelønsloven.

Fortsætter lønudviklingen i samme langsomme tempo som i dag, vil der gå yderligere 50 år, før de piger, der bliver født i dag, får samme løn som drengene. Og det kan vi ikke være bekendt. 

Bragt i Kristeligt Dagblad, den 7. marts 2020