Pressen i en coronatid

Medarbejdere i social- og sundhedssektoren er ekstra interessante i denne tid. Men hvor meget må man egentlig sige, og er det ok at sige nej?

I denne tid er der ét emne, der optager medierne mere end noget andet - coronakrisen.

Flere medarbejdere på plejecentre, i hjemmeplejen og på hospitalerne har derfor oplevet at blive kontaktet af journalister.

Fagforeningen har hørt fra medlemmer, der sågar har følt sig chikaneret af nærgående journalister. Sker det, og ønsker man ikke at udtale sig, siger man naturligvis nej.

Har man derimod lyst til som medarbejder at bidrage til fortællingen om sin hverdag under corona, er der nogle ting, man skal være opmærksom på.

Sig det højt - men hvordan?

Først og fremmest gælder det, at du er i din god ret til at ytre dig - dog inden for vise rammer.

FOA har udarbejdet en pjece, der gennemgår regler og rammer for ytringsfrihed kontra tavshedspligt.

Vær opmærksom på, at pjecen kun omfatter offentligt ansatte, da privatansatte ikke har samme ret til at kritisere deres arbejdsgiver
offentligt.

Husk, at du altid kan kontakte din tillidsrepræsentant eller fagforeningen, hvis du oplever, at din arbejdsgiver forsøger at indskrænke din grundlovssikrede ytringsfrihed.