Det bliver lettere at få anerkendt en arbejdsskade

En lovændring gør det lettere at få anerkendt en arbejdsskade, der ikke er varig og ikke kræver behandling.

En lovændring skal sikre, at mennesker, der kommer til skade på arbejdet, får anerkendt deres skader. Det gælder også, selv om skaderne ikke har krævet behandling eller går væk af sig selv over tid.

 

Indtil 2013 blev ca. halvdelen af alle anmeldte arbejdsskadesager anerkendt, men i 2016 var antallet faldet til hver femte.

 

Faldet skyldtes at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ændrede praksis efter en afgørelse i Højesteret og afviste sager, hvor skaden var forbigående eller ikke krævede behandling.

 

Den praksis vil med lovændringen, der træder i kraft 1. januar 2020, ikke længere være gældende.

 

Håber på flere anmeldelser

 

Faglig sekretær i FOA Social- og Sundhedsafdelingen Charlotte Von Mehren håber, at lovændringen vil få flere til at anmelde deres skader.

 

”Jeg tror, at det har holdt mange tilbage, at chancen for at få anerkendt en arbejdsskade har været så lille”, mener hun.

 

Charlotte Von Mehren understreger, at selvom lovændringen endnu ikke er trådt i kraft, er det vigtigt, at alle arbejdsulykker bliver anmeldt.

 

”Det er utrolig vigtigt for forebyggelsen. Om skaden er lille eller stor eller berettiger til erstatning, det skal hverken den enkelte medarbejder eller ledelsen forholde sig til. Det er det, juristerne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får deres penge for, så de skal nok sørge for at trække grænsen - vi andre skal bare sørge for at få skaderne anmeldt”.