Vi er med i en historisk arbejdskamp

Lige nu er vi i slutspurten. Lige nu afgøres det, om der kommer forlig - eller vi skal kæmpe videre ved at gå i konflikt.

Vi er med i en historisk arbejdskamp. En benhård konfrontation mellem den samlede fagbevægelse og de offentlige arbejdsgivere. En konfrontation hvor arbejdsgiverne lufter muligheden for helt eller delvist at fjerne de offentligt ansattes strejkeret.

Når vi ikke må få en reallønsudvikling, der svarer til det, de privatansatte vil få - når lærerne ikke kan få en arbejdstidsaftale - når de statsansatte ikke kan sikre sig retten til betalt frokostpause – så drejer det sig alene om at forringe den offentlige sektor og den offentlige velfærd og i stedet bruge penge til skattelettelser og jagerfly.

Det er arbejdsgivers ansvar, hvis Danmark lukkes ned – alene for at nægte de ansatte en rimelig lønudvikling og retten til at være medbestemmende om egne arbejdsforhold. Vi ønsker ikke en altomfattende konflikt, men vi ønsker en løsning for alle. Og hvis vi skal i konflikt – hvis det er det, der skal til - så er vi klar til det!

Selvfølgelig har arbejdsgiverne fået opbakning fra Dansk Arbejdsgiverforening - de siger, at ”Lønmodtagernes krav ser meget, meget dyre ud. Konkurrenceevnen risikerer at lide skade, hvis de offentlige arbejdsgivere giver efter for lønmodtagernes krav”. Selvfølgelig ønsker Dansk Arbejdsgiverforening at holde de offentligt ansattes løn så lav som mulig, for også at kunne presse de privatansattes løn – ellers kunne det jo gå ud over deres profit.

De offentlige arbejdsgivere truer med, at hvis de ansatte skal have højere løn, så vil det gå ud over velfærden. KL siger, at ”hvis man giver for store lønstigninger i den offentlige sektor, så skal pengene findes et andet sted.” Men det er jo ikke et enten-eller. Det er et spørgsmål om politisk vilje, for der er masser af penge i samfundet.  Sidste år var der ovenikøbet et megastort overskud på de offentlige finanser på 21½ milliarder kroner. Lige om lidt starter forhandlingerne om næste års kommunale budgetter. Her kunne kommunerne jo starte med at kræve, at det overskud anvendes på lønstigninger til de kommunalt ansatte og til forbedret velfærd.

Det handler ærlig talt også om, at vise de offentligt ansatte anerkendelse og respekt for det arbejde, de udfører.

MEN: heldigvis har arbejdsgiverne denne gang mødt modstand! Denne gang står fagbevægelsen samlet bag solidaritetspagten. Det gør situationen så enestående - og det er det eneste svar på arbejdsgivernes konfrontationskurs.

Nok er nok – vi vil ikke længere finde os i at være et andenrangs arbejdsmarked med lavere lønninger.

Solidariteten og sammenholdet vokser dag for dag. Vi står ”skulder ved skulder”.

De privatansatte bakker op om vores overenskomstkamp, som aldrig set før. Også den folkelige sympati er på de offentligt ansattes side.

Uanset hvordan det går, skal arbejdsgiverne vide, at de offentligt ansatte står sammen. Hvis der kommer et forlig, så er det det fællesskab, der sammen må vurdere resultatet. Hvis der kommer en konflikt med et regeringsindgreb, må det store fællesskab mellem alle de offentligt og privat ansatte sammen tage kampen op.

Der gøres hele tiden forsøg på at slå kiler ind i solidaritetspagten. I FOA har vi lige fra starten og hele vejen igennem gjort det klart, at de offentligt ansatte står sammen, og vi ønsker en løsning for ALLE.

I tirsdags mødtes 2000 af FOA's tillidsrepræsentanter. Hver eneste gang det blev slået fast, at solidaritetspagten er stærk, så brød klapsalverne ud. At stå sammen rækker langt ud over de her overenskomstforhandlinger. På mødet sagde en tillidsrepræsentant, at vi allerede har vundet, fordi vi kan tage sammenholdet med videre frem.

Det er det, vi skal love hinanden - det er det, vi skal lære af arbejdskampen. Aldrig mere skal de splitte os – vi står sammen - og det bliver vi ved med.