Alt for tidligt at høste gevinsten

Det er dejligt, at det ikke længere kun er medarbejdere på gulvet, der råber op, mener fællestillidsrepræsentant Laila Marie Hansen oven på klinikchefers kritik af planlagte besparelser på sygehusvæsnet i Region Hovedstaden.

Det gav genlyd, da Rigshospitalets klinikchefer i august i samlet flok råbte vagt i gevær.

Konsekvenserne af konstante krav om effektiviseringer og besparelser har nu nået et omfang, så der er åbenlys mangel på sammenhæng mellem forventninger og ressourcer, lød det i udtalelsen til sundhedspolitikerne.

Besparelserne går ud over ikke bare personalets arbejdsmiljø, men også patienternes sikkerhed, advarede klinikcheferne, der hurtigt blev bakket op af afdelingsledelserne på regionens øvrige hospitaler.

Fungerer slet ikke endnu

På Rigshospitalet glæder FOA SOSU’s fællestillidsrepræsentant Laila Marie Hansen sig over, at klinikcheferne melder så klart ud.

”Det er på tide, at det ikke kun er os på gulvet, der råber op. Det er dejligt, at ledelsen tager ansvar i forhold til de konsekvenser de mange besparelser har i forhold til patienternes sikkerhed og arbejdsmiljøet for medarbejderne”, mener hun.

Laila Marie Hansen peger især på, at der ifølge et notat fra Region Hovedstaden kan findes besparelser på 102 millioner kroner som en følge af sundhedsplatformen.

”Det er alt for tidligt at høste gevinsten, før man ved, om det overhovedet virker. Politikerne er gode til at fremhæve det, der virker, men de glemmer at fortælle om det, der er blevet mere besværligt og mere tidskrævende med sundhedsplatformen. Det gælder eksempelvis medicinmodulet, mener Laila Marie Hansen:

”Det fungerer slet ikke optimalt endnu, og man er derfor nødt til at dobbelttjekke alting for at undgå fejlmedicinering”.

De forsinkelser, den utilstrækkelige sundhedsplatform medfører, betyder blandt andet, at der opstår flaskehalse på ambulatorierne, der ikke kan nå det antal patienter, man plejer, forklarer hun.

”Jeg frygter, at patienterne i stigende grad vil vælge at blive behandlet i privat regi, og så bliver vi jo beskåret yderligere på grund af manglende aktivitet. Det er skruen uden ende”.

Helt nødvendigt

At ledelserne er kommet på banen er derfor helt nødvendigt, mener Laila Marie Hansen, men om det hjælper er hun mere usikker på:

”Politikerne vil jo det hele. Den ene dag taler de om, at vi skal have et sundhedsvæsen i verdensklasse, og den anden dag rammer de os med effektiviseringskrav og besparelser. Det er fint, at sundhedsminister Ellen Trane Nørby siger, at regionen skal gøre noget, men det klinger hult, når hun gør det samtidig med, at vi får udstukket krav om årlige effektiviseringer på 2 procent. Jeg synes ikke, at landspolitikerne tager ansvar, når vi som medarbejdere og borgere beder om tid til kvalitet i behandling og pleje af patienterne”.

Ledelsens ansvar

Også faglig sekretær i FOA Social- og Sundhedsafdelingen Eva D’Artibale Lorenzen glæder sig over, at der nu bliver sagt fra højere oppe i systemet.

”Det er ledelsen, der har det overordnede ansvar for kvaliteten og for medarbejdernes arbejdsvilkår. Vi har alt for længe "bare" leveret varen uanset besparelser som blødte, men nu kan det ikke skjules mere”, mener hun. Ifølge dagbladet Politiken vil de samlede besparelser på regionens budget for næste år løbe op i 323 millioner kroner, og der forventes en reduktion i personalet på 110-120 personer.