De regionale mestre i SOSU Skills er kåret

Det blev holdet fra SOSU C, der løb af med sejren ved de regionale mesterskaber i SOSU Skills i Bella Centeret.

Social- og sundhedsassistenteleverne Frederikke Lak Geertsen og Hana Zahti, SOSU C, er nykårede regionale mestre i SOSU Skills.

I alt 12 kommende social- og sundhedsassistenter fra seks skoler i region Hovedstaden og Region Sjælland viste torsdag den 26. oktober deres faglighed frem på scenen i Bella Centeret, hvor mesterskaberne fandt sted.

Hektisk aktivitet

Foruden faget er det især nerverne, man skal have styr på, når man man repræsenterer sin skole i SOSU Skills.

Det dur ikke at have sceneskræk, for det hele foregår foran et stort livepublikum og for rullende kamera midt i Copenhagen Skills Uddannelsesevent, hvor det myldrer med skoleelever og andre nysgerrige, der kommet for at se, hvad erhvervsuddannelserne hver især har at byde på.

Ved siden af scenen, hvor social- og sundhedsassistenteleverne dyster, står murerlærlingene og bakser med mursten og mørtel.

Smedelærlingenes slag mod metal dunker i baggrunden og blander sig med lydene fra tømreres og snedkeres save samt fra de mange rumlende maver, der stimuleres af duftene fra kokkeelevernes stand.

Også på scenen er der en hektisk aktivitet, og for de medvirkende må det være en udfordring at holde koncentrationen i larmen og undgå at falde over de tre dommere, som de deler pladsen med.

Niller og Fie

SOSU-skolerne stiller med hver sit hold på to elever, der alle gennemspiller den samme case, men selvfølgelig uden at kunne følge med i hinandens præstationer.

Først, når deltagerne selv har været på, kan de tage plads blandt publikum og grine med, når demente Niller igen igen får afsporet det øvre toilette, fordi han bliver optaget af at tale om sin tidligere karriere på OB’s førstehold.

Borgeren Niels ”Niller” Hansen er ligesom Fie Larsen, der ligger i sengen i den modsatte ende af scenen, skuespillere til hverdag, men i dag er de borgere på Plejecenteret Sommerblomst.

Fie er terminal cancerpatient og Niller skal udredes for demens, og listen over det, der skal nås hos dem på den halve time, hvert hold har til rådighed, er lang.

Og alt imens gør endnu en karakter, ”social- og sundhedsassistenteleven Annabel”, der har sin allerførste dag på sin allerførste praktik, alt hvad hun kan for at bringe deltagerne ud af fatning ved at udvise en imponerende mangel på situationsfornemmelse.

Højt niveau

At der under så kaotiske omstændigheder kan blive fremvist både pleje på et fagligt højt niveau og en høj grad af omsorg og empati er imponerende. Og de småting, der bliver glemt eller ikke nået undervejs, afspejler nok meget godt den hverdag, der venter, når deltagerenes sosu-skills (færdigheder, red.) skal udfoldes i det virkelige liv.

Da konkurrencen er slut og vinderen kåret, minder formand for SkillsDenmark vinderne om, at de nu er rollemodeller.

”Når I kommer hjem, skal I huske at fortælle andre, hvor pragtfuldt det er at tage en erhvervsuddannelse, for vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft i de kommende år”.

Men ikke kun de kårede vindere har grund til at løfte hovedet, tilføjer han. ”Alle er deltagerne er vindere, for når sigter på månen og rammer ved siden af, lander man alligevel blandt stjernerne”.