Grænseoverskridende og ulovlige krænkelser

 

Da rengørings- og køkken-medarbejderne gik til deres fagforening med sagen, reagerede FOA/KLS hurtigt.

-Vi tager på det kraftigste afstand fra de selvbestaltede kropsvisiteringer og gennemsøgninger. Ikke blot er de direkte ulovlige, de er intimiderende såvel som grænseoverskridende, siger Mimi Bargejani, næstformand i fagforeningen.

Hvis man mistænker en medarbejder for tyveri, skal man inddrage politiet. Mimi udbad sig et møde med forstanderen for at få ordnede forhold for medarbejderne.

Også en anden medarbejder B. blev i oktober beskyldt for tyveri – fordi hun havde hentet tre gafler i køkkenet, så de tre kollegaer kunne spise frokost sammen. Hun blev også pålagt at åbne sit garderobeskab og fik gennemsøgt sin taske.

-Jeg undrer mig over kulturen på den arbejdsplads, hvor man som udgangspunkt vælger at mistænke medarbejderne for tyveri, siger Mimi.

Racisme og sexchikane

Yderligere har rengøringsmedarbejderen A. måttet stå model til racistiske udtalelser omkring hendes hudfarve. Den mandlige medarbejder L. tog ved en lejlighed fat i den mørke afrikanske kvinde, pegede på en snavset plet på gulvet og sagde: ”Den plet er lige så beskidt og mørk som dig, du kan ikke finde ud af at gøre rent”.

Og til den 28-årige B. skal han have sagt: ”Du burde tage lidt på, for så vil jeg godt have dig som kæreste”. Og ”Har du fået ny frisure? Du er så sexet”.

Rengøringsassistenterne er belastet af tyveribeskyldningerne og chikanerierne. De vil lægge det bag sig og derfor ikke interviewes eller have deres ansigt i bladet.

Fagforeningen følger op på den faglige sag. – Men der er endnu ikke kommet nogen undskyldning til medarbejderne.