Et velfærdstalent med nærvær

Maria Pia Dobrick er et af Pensams og FOA Ungdoms velfærdstalenter

Beboerne på Bostedet Sjællandsgade har en dobbeltdiagnose. Det vil sige, at de både har en psykisk sygdom og et alkohol/stof-misbrug. Bostedet Sjællandsgade er et af de få bosteder, hvor beboerne må tage stoffer og ikke er tvunget i behandling. Så det er meget udsatte borgere, der bor der.

Men når social- og sundhedsassistent Maria Pia Dobrick er på arbejde, så er det ikke en udsat beboer, men et menneske, hun ser.

- Det er lidt svært at forklare. Jeg ser ikke beboerne som psykisk syge misbrugere. Jeg prøver at se dem, som de er, og jeg støtter dem ud fra den situation, de er i, siger Maria Pia Dobrick, der har arbejdet på bostedet, siden hun blev uddannet for 11 år siden.

Og for netop den evne til at støtte beboerne på en værdig måde på deres præmisser, er Maria Pia Dobrick netop blevet udnævnt til et af Danmarks 100 velfærdstalenter af PenSam og FOA Ungdom. Det var hendes leder, der indstillede hende til titlen som velfærdstalent, og i nomineringen står der blandt andet:

- Marias daglige arbejde består i at støtte mennesker, der har en psykisk lidelse og misbrugsproblematikker, og hun forstår omsorgsfuldt at inddrage borgerne i opgaverne således, at de føler sig støttet på en værdig måde… Hun formår at være omsorgsfuld og nærværende overfor beboerne samtidig med, at hun er tydelig i forhold til, hvad hun forventer af dem i mødet med andre mennesker.

- Jeg er meget rørt over at blive udnævnt, fordi jeg er meget glad for mit arbejde. Her kan beboerne være præcis, som de er og være sig selv. Det kan jeg godt lide, fortæller Maria Pia Dobrick.

Et smil er en succes

De offentlige rum på bostedet er overvåget, og Maria går med en overfaldsalarm på håndleddet. Hun er blevet overfaldet verbalt mange gange og blevet kaldt de værste gloser, men det er på ingen måde frygten, der fylder i Maria Pia Dobricks arbejdsliv.

- Hver dag spørger jeg mig selv – Hvad er gået godt? Hvad kan være anderledes? Og hvad er gået mindre godt? Og der er altid noget, der får mig til at smile. Jeg bliver glad, når noget lykkedes, fordi vi gør det sammen. Og det behøver ikke at være store ting. Det kan være en succes at få en beboer til at spise morgenmad, forklarer hun.

At være nærværende

Som på alle andre arbejdspladser er det godt med fagligt dygtige medarbejdere, og det har de også på Bostedet i Sjællandsgade. Maria Pia Dobrick har taget efteruddannelse i ”grundlæggende terapeutisk kontakt,” og i ”Nada” som er en beroligende akupunktur, hvor man stikker nåle i øret. Derudover har hun ”narrativ grunduddannelse,” som er den narrative tilgang, de ansatte arbejder med hver dag. Hun har den ”kognitive grunduddannelse,” og så har hun ”Duewell instruktør-uddannelsen – nænsom nødværge.

Men udover de faglige kompetencer, så kræver jobbet på Bostedet, at man kan være 100 procent nærværende sammen med beboerne.

- Beboerne mærker med det samme, hvis man ikke er 100 procent nærværende. Jeg tror, det handler om at hvile i sig selv og være ægte. Jeg laver jo ikke om på mig selv, når jeg går på arbejde – Jeg er overfor beboerne, som jeg er overfor min familie og mine venner, uddyber Maria Pia Dobrick.

 

Fakta:

- Bostedet Sjællandsgade er en del af Center for Misbrug og Udsatte

- Der er 12 beboere på bostedet

- Der er 14 ansatte på bostedet i Sjællandsgade