Maj-Brit og "Faglige Finn" på Faglig Festival

Maj-Brit Kaufmann Nielsen tog på Faglig Festival på LO Skolen i Helsingør i anledning af skolens 50-års jubilæum og var blandt andet med til at udvikle app'en "Faglige Finn".

Faglige diskussioner om fagbevægelsens fremtid, hygge, et møde med mange nye flinke mennesker og fornøjelsen af at være med til at udvikle appen Faglige Finn. Det var lidt af udbyttet for Maj-Brit Kaufmann Nielsen, da hun var med på Faglig Festival i juni måned.

- Det var en rigtig spændende uge, men jeg synes det er ærgerligt, at jeg var denne eneste deltager fra FOA Esbjerg. Der var tilsyneladende ikke ret mange, der kendte til arrangementet, siger hun, og tilføjer, at der var plads til 25 fra hver afdeling. Da hun fik muligheden for at søge om at komme med på Faglig Festival, var hun slet ikke i tvivl om, at det ville hun gerne. Blandt andet fordi hun også er arbejdsmiljørepræsentant og gerne vil vise, at deres arbejde betyder noget, og som arbejdsmiljørepræsentant er det også vigtigt at komme ud og ”vise flaget,” som hun udtrykker det.

På Faglig Festival arbejdede hendes hold med emner som organisering, fremtidens arbejdsmarked og fremtidens fagbevægelse. Og der var plads til at tænke nye og store tanker.

Der var altid en ”kritik-fase,” hvor vi snakkede om alt det, der er galt, så var der en ”fantasi-fase,” hvor vi kunne komme med alle mulige forslag til løsninger, og til sidst var der en ”realiserings-fase,” forklarer Maj-Brit.

Faglige Finn fødes

Højdepunktet for Maj-Brit Kaufmann Nielsen på Faglig Festival var dog at være med til at udvikle appen Faglige Finn, som er en lille hjælper, der skal poppe up, når du besøger en hjemmeside og hjælpe dig med at få svar på dine spørgsmål.

- Ideen er, at Faglige Finn skal hjælpe dig med at finde svar hurtigere, når du surfer rundt på nettet. Du fortæller for eksempel Faglige Finn, at du er medlem af FOA, og hvis du har et spørgsmål om for eksempel barsel eller ferie, så finder den FOAs hjemmeside frem med de svar, du har brug for, forklarer Maj-Brit, men hun skynder sig at understrege, at ideen stadig er under udvikling, og der er ikke nogen tidsplan for, hvornår den er færdig, da de seks medlemmer af gruppen er frivillige.

- Efter Faglig Festival har vi lavet en Facebookgruppe, hvor vi arbejder videre. Ideen blev godt modtaget på festivalen, og alle i gruppen er meget ivrige efter at arbejde videre, så det er spændende at være med til, understreger hun.

Så det var en spændende uge for Maj-Brit Kaufmann Nielsen, som er klar til at tage med igen, hvis muligheden byder sig. Hun har dog bare et enkelt ønske til næste gang.

- Det kunne være så godt, hvis vi var flere fra FOA Esbjerg næste gang, sigerr hun.