Brexit: Hvad betyder det for mig, når Storbritannien forlader EU?

Den 29. marts 2019 træder Storbritannien ud af EU. Det betyder, at Storbritannien ikke er med i de aftaler, der gælder mellem EU-landene, og det kan få betydning for dig, som a-kassemedlem, og din ret til arbejdsløshedsydelser.

Hvis Storbritannien forlader EU den 29. marts uden en udtrædelsesaftale, vil den danske regering fremsætte lovforslag om en overgangsordning. Overgangsordningen skal sikre, at englændere der bor i Danmark og danskere, der har boet og arbejdet i Storbritannien, bevarer deres eksisterende rettigheder til ydelser i Danmark – fx dagpenge og efterløn. Der er dog visse ændringer.

Kontakt os
Kontakt dit lokale FOA a-kassekontor for vejledning om, hvilke regler der gælder for dig, hvis du skal rejse til Storbritannien, eller hvis du bor i Storbritannien og skal tilbage til Danmark.

Hvis du rejser til Storbritannien
Rejser du efter den 29. marts 2019, gælder der andre regler end i dag. Du skal eksempelvis fortsætte med at være medlem af en dansk a-kasse, hvis du på et senere tidspunkt skal søge om ydelser i Danmark, og du vil ikke længere kunne tage dine dagpenge med dig under jobsøgning i Storbritannien.

Hvis du vender tilbage til Danmark efter et ophold og arbejde i Storbritannien
Du vil fortsat kunne bruge perioder i Storbritannien med arbejde, arbejdsløshedsforsikring og bopæl til at optjene ret til a-kasseydelser i Danmark. Det kræver dog, at du medbringer dokumentation for disse perioder. Dokumentation kan være ansættelsesbrev, lønsedler, bopælsattest og opsigelsesbrev.

Hvis du er britisk statsborger og bor eller arbejder i Danmark
Du vil ikke længere kunne medregne perioder efter den 29. marts 2019 med arbejde og a-kasseforsikring i Storbritannien til at optjene ret til a-kasseydelser.

Inden den 29. marts 2019 skal du søge Statsforvaltningen om et registreringsbevis eller opholdskort. Det gælder ikke, hvis du allerede har fået udstedt et bevis - medmindre årsagen til dit ophold i Danmark har ændret sig. Det kunne fx være, hvis du er gået fra at være studerende til at være i arbejde.

Du kan læse mere om, hvordan du søger om arbejds- og opholdstilladelse på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside.

Hvis du er efterlønsmodtager eller snart skal på efterløn
Får du efterløn, eller går du snart på efterløn, og bor du allerede i Storbritannien, kan du fortsat få efterløn. Bor du ikke allerede i Storbritannien, vil du ikke kunne flytte til Storbritannien og tage din efterløn med dig efter den 29. marts 2019. 


Statsforvaltningens hjemmeside

Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside