FOA: Stærkt bekymrende meldinger om minimumsnormeringer
Forhandlingerne om minimumsnormeringer er fortrolige. De, der forhandler, har et fortroligt rum sammen.
Af: Kim Henriksen, sektorformand i Pædagogisk Sektor i FOA
Men mens forhandlingerne er i gang, siver der meningstilkendegivelser fra flere af de involverede aktører ud. Og de er mildt sagt ildevarslende for, hvad er lader til at være på bordet inde i forhandlingslokalet.
Senest har de radikales børneordfører, Lotte Rod, i et opslag på Facebook skrevet, at minimumsnormeringer ikke alene handler om at skaffe flere voksne, men at det skal være uddannede pædagoger. Partiet har også netop meldt ud, at andelen af pædagoger i institutionerne bør ligge på 75 procent mod de 58 procent, der er i dag.
Det er helt rigtigt, at det ikke blot handler om at skaffe flere hænder. Det handler om at højne kvaliteten i de danske daginstitutioner, og derfor handler det i høj grad om at uddannelsesdække området. Men hvorfor i alverden plukker Lotte Rod ikke de lavthængende frugter, der hænger og dingler for øjnene af os alle? Hvorfor bliver de faglærte pædagogiske assistenter ikke nævnt her? De vil kunne sikre et hurtigt og varigt fagligt løft, som med det samme vil kunne mærkes i børnenes hverdag.
På bare 42 uger kan pædagogmedhjælpere med mere end to års erfaring tage uddannelsen til pædagogisk assistent, som uden merit ellers tager godt tre år. Omregner man til fuld tid, er der lige nu, hvad der svarer til omkring 7.500 25-60-årige pædagogmedhjælpere med de nødvendige to års erfaring, som kunne tage uddannelsen i den hurtige inderbane.
Den pædagogiske assistentuddannelse, PAU, er en regulær erhvervsuddannelse, der kvalificerer til pædagogisk arbejde. De pædagogiske assistenter har en teoretisk funderet viden, og de ved, hvordan man fremmer børns motoriske udvikling eller får det sårbare barn med i børnegruppens leg. Det giver ingen mening at ignorere de pædagogiske assistenter: I dag er kun omkring 8 procent af det pædagogiske personale pædagogiske assistenter. Andelen bør være mere end fire gange så stor, nemlig 35 procent, mens andelen af pædagogmedhjælpere bør skrumpe ind til 5 procent.
De 1,6 milliarder kroner, der er afsat til minimumsnormeringer frem mod 2025, skal ikke bruges til noget som helst andet end flere ansatte.
Når det er sagt, er det vigtigt at mane, hvad der ligner en fæl misforståelse blandt forhandlerne, i jorden. Det forlyder nemlig, at regeringen overvejer at finansiere uddannelsen af pædagogisk personale med penge fra den pose, som er sat af til minimumsnormeringer. Men selv om det pædagogiske personales uddannelsesniveau skal løftes, må vi slå fast en gang for alle: De 1,6 milliarder kroner, der er afsat til minimumsnormeringer frem mod 2025, skal ikke bruges til noget som helst andet end flere ansatte. Ellers får vi jo ikke øget normeringen, men blot ændret sammensætningen af personalegrupperne.
Samme pointe gælder i forhold til endnu en mislyd fra forhandlingerne: Det står nemlig skidt til med tilsynet i landets dagtilbud. Det er for eksempel dybt problematisk, at en stor del af tilsynene ikke engang omfatter observationer af personalets samspil med børnene, og at lederne selv vurderer, hvordan det går.
SF’s dagtilbudsordfører, Ina Strøjer-Schmidt, har på de sociale medier og i TV 2 News peget på de mange mangler, der er ved det nuværende tilsyn. Og tak for det. Men diskussionen om et forbedret tilsyn hører slet ikke til ved forhandlingerne om minimumsnormeringer. Igen: Der skal ikke tages af kassen til mere pædagogisk personale til hverken et statsligt eller kommunalt tilsyn.
Selv om forhandlingerne sker i et lukket rum, håber jeg, at sprækkerne i rummet ikke kun lader politikernes holdninger sive ud. Jeg håber, at tankestrømmen også kan gå den anden vej. At den gode sunde fornuft, det vil være at holde pengekassen fri af andet end ansatte og at løfte kvaliteten med erhvervsuddannede pædagogiske assistenter, også finder vej ind i forhandlingslokalet.
Bragt i Politiken, den 23. november 2020