FOA Ungdom beøger Mette Frederiksen 20. marts 2012
FOA ungdom snakker ungdomsarbejdsløshed med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen
Foto: Thea Bohm

Mette F: God musik i jobrotation

”Positivt” siger FOA Ungdom om et møde, de i dag havde med beskæftigelsesministeren.

FOAs ungdomsorganisation FOA Ungdom er godt tilfreds med udbyttet af et møde, som man i dag havde med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

”Overordnet var det et positivt møde med Mette Frederiksen. Hun var virkelig interesseret i at høre vores FOA Ungdom vinkel på ungdomsarbejdsløsheden, og jeg er ikke i tvivl om at hun ønsker at gøre noget ved problemerne”, siger Sascha Madsen, der er uddannet pædagogisk assistent, til foa.dk efter mødet

Mødet er kommet i stand efter at FOA Ungdom til det årlige landsmøde sendte et brev til Mette Frederiksen om deres bekymring over den stigende ungdomsarbejdsløshed.

Mette Frederiksen havde flere bud på, hvordan man kan hjælpe de unge ledige FOA-medlemmer:

”Der er god musik i jobrotationsordninger, for her får de unge erfaringer og kompetencer, de kan skrive på cv’et’, sagde hun blandt andet.

Regeringen har for nylig fremlagt en pakke med 13 initiativer, der skal hjælpe unge i job og uddannelse og 29. marts underskrev Mette Frederiksen en aftale med KL om jobrotationsforløb.

En lydhør minister
Der blev også lejlighed til at fortælle ministeren om følgerne af de senere års besparelser:

’Det var opmuntrende, at hun var så interesseret i at høre om mine konkrete erfaringer i hospitalsverdenen – blandt andet personalenedskæringer, der fx har betydet for os, at vi ikke engang har tiden til at barbere de ældre ofte nok.’ siger Christina Roslundh, Sosu-assistent, der er tilfreds med formiddagens indsats i FOA ungdom.