Pressemeddelelse

Udbud koster kassen

Der kan ligge store skjulte omkostninger gemt i udbudsopgaverne for det offentlige. En ny undersøgelse af, hvad selve udbudsrunden koster, viser, at det kan koste det offentlige helt op til 12 procent af kontraktværdien.

Den gennemsnitlige omkostning ved 79 undersøgte offentlige udbudsrunder viser, at det koster cirka to procent bare at sende opgaven i udbud. Desuden varierer udbudsomkostningerne meget drastisk - og der er altså eksempler på, at det kan koste over 12 procent oven i kontraktprisen.

Det er forskerne Ole Helby Petersen fra Roskilde Universitet og Erik Bækkeskov fra Københavns Universitet, der står bag undersøgelsen. Forskerne understreger selv, at resultatet ikke nødvendigvis er repræsentativt, men "kan tjene som illustration af størrelsen på offentlige myndigheders udbudsomkostninger".

"Men hvad enten det er to eller 12 procent, så er det pokkers mange penge. Det overses gang på gang i debatten, når der igen og igen kun fokuseres på bundlinjerne," siger FOAs forbundsformand Dennis Kristensen.

Han hæfter sig ved, at den nye undersøgelse kun viser billedet inden et udbud. Når udbuddet er gennemført, så har det offentlige også omkostninger i form af tilsyn, kontrol og opfølgning over for kontrakthaverne. Dette beløb er ukendt.

"Og så viser erfaringen desværre også, at det offentlige har millionstore regninger som følge af striben af konkurser i bl.a. hjemmeplejen. Omkostningerne løber ved de store konkurser gang på gang op i millionbeløb, som hver gang betales af skatteyderne," påpeger Dennis Kristensen.

Den nye undersøgelse er en del af seks forskningsinstitutioners projekt "Dokumentation af effekter ved konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver."

Ole Helby Petersen og Erik Bækkeskov foreslår på baggrund af den aktuelle undersøgelse, at der laves en større og repræsentativ undersøgelse af det offentliges omkostninger både før og efter udbuddene og også ved det offentliges egen fortsatte drift af opgaven.