Pressemeddelelse

Nye muligheder for mange nedslidte

Regeringens udspil til tidlig pension vil være en redningsplanke for mange mennesker. FOA fremhæver særligt, at udspillet tager højde for deltid og barsel, det er vigtigt for mange af forbundets medlemmer.

”Når jeg ser på regeringens forslag, så må jeg umiddelbart sige, at selv om det måske ikke er alt det vi havde ønsket, så er det bedre, end vi havde frygtet. Ret meget bedre faktisk,” siger Mona Striib, forbundsformand for FOA, om regeringens udspil til en ret til tidlig pension.

”Det har næsten været for spændende at vente på forslaget om Arnes tur. Det betyder utroligt meget for en masse mennesker, som har haft et meget langt arbejdsliv, og virkelig trænger til at puste ud.”

Regeringens udspil lægger op til, at ancienniteten på arbejdsmarkedet opgøres, når man fylder 61 år. Her vil 44 års anciennitet give ret til tre års tidligere pension - sammenlignet med folkepensionsalderen. 43 års anciennitet giver ret til to års tidligere pension, mens 42 års anciennitet giver mulighed for at gå fra et år tidligere.

Regeringens udspil betyder også, at barsel, deltidsarbejde, lønnet praktik, sygedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge tæller med, når ancienniteten skal gøres op.

Tager hensyn til deltid
Mona Striib fortæller, at det har været vigtigt for FOA, at en ordning også tager hensyn til deltidsansatte og til de mange kvinder, der har været væk fra arbejdsmarkedet på grund af barsel. Mere end 70 procent af social- og sundhedspersonalet på det kommunale ældreområde er i dag på deltid.

”Vi har selv regnet på forskellige modeller, det her er kompliceret stof, som der ikke er nogen enkel løsning på. Det bliver spændende at læse det med småt og regne alle muligheder igennem,” fortæller Mona Striib.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne havde set, at kontanthjælpsmodtagere også var med i ligningen omkring Arnes tur. Det er de ikke. Det beklager vi.”

Tidlig pension skal ikke ses isoleret
Mona Striib understreger, at FOA ikke ser regeringens udspil isoleret, men som en del af et bredere sikkerhedsnet som også omfatter seniorpensionen, og det der er tilbage af efterlønnen.

”Vi havde jo hellere set, at man havde bevaret efterlønnen sammen med en bedre beskyttelse af dem som bliver syge i løbet af arbejdslivet, men set i kombination med seniorpensionen og førtidspensionen er vi nået et stort stykke vej de sidste par år.” 

Kontakt

Forbundsformand Mona Striib, telefon: 23 41 41 98

Hent billede i høj opløsning