Håndslag mellem to mandehænder
Flertallet af privatansatte FOA-medlemmer har ligesom andre på det private arbejdsmarked stemt ja til nye overenskomster, der træder i kraft med virkning fra 1. marts 2014.

OK 14: Stort FOA-ja

Et klart flertal har stemt ja til nye overenskomster på det private arbejdsmarked. Det gælder både privatansatte generelt og på FOAs område.

86 procent stemte ja, og 14 procent stemte nej til de nye overenskomster blandt FOAs privatansatte medlemmer.

Et godt resultat, siger FOAs formand Dennis Kristensen.

”Jeg er glad for, at medlemmerne har sagt ja. Især når man tager i betragtning, at forhandlingerne har været præget af den økonomiske krise.”

Dennis K: Reallønnen holder
Dennis Kristensen vurderer, at de nye overenskomster trods alt er bedre end de forrige.

”Vi har haft et par overenskomstfornyelser – både på det private og offentlige arbejdsmarked – under den økonomiske krise, og det betyder, at vi har indgået meget beskedne forlig. Denne gang er der en lille smule mere på bordet, hvilket forhåbentlig afspejler, at vi er ved at bevæge os ud af krisen. Alt i alt vurderer vi, at reallønnen kan holde med det her resultat,” siger han til Fagbladet FOA.

Stemmeprocent på 18 procent
Til gengæld er Dennis Kristensen langt fra tilfreds med stemmeprocenten, som er på 18 procent. Det ligger på niveau med 2012, hvor den var på 17,5.

”Det private område er nyere i FOA, men det er absolut ikke godt nok, at vi ikke har formået at gøre det interessant nok for vores medlemmer at tage stilling til deres løn- og ansættelsesvilkår for de næste tre år.”

Dennis Kristensen ser gerne, at stemmedeltagelsen på det private område kommer til at matche det offentlige, hvor den ligger på næsten det dobbelte.

”Det er et spark bagi til FOA om at løfte vores kommunikation, så de oplever, at det er relevant at stemme.”

Ny overenskomst gælder i 3 år
FOAs overenskomster på det private arbejdsmarked dækker blandt andre handikaphjælpere, vikarer og medarbejdere i den private del af ældreplejen og i private daginstitutioner.

De nye overenskomster træder i kraft 1. marts 2014 og løber over tre år.

Flest stemte via sms
Der var 2.380 stemmeberettigede – heraf stemte 369 ja, 60 stemte nej, og en stemme var ugyldig.

Medlemmerne havde tre valgmuligheder, da deres stemme skulle afgives.

• 43 procent stemte via sms
• 37 procent stemte via brev
• 19 procent stemte via FOAs hjemmeside, foa.dk