Lagkage med flag med OK-krav, stykke med "Løn" skåret ud
Ved urafstemningen har et flertal af FOA-medlemmer i kommuner og regioner stemt ja til overenskomst-resultatet.
Foto: Johnny Frederiksen

Et stort ja til OK-resultatet

Med 87,3 procent ja-stemmer fra de kommunalt ansatte og 83,1 procents ja fra de ansatte i regionerne har FOAs medlemmer godkendt overenskomst-resultatet.

Urafstemningen for de ansatte i kommuner og regioner er nu afsluttet.

39.801 kommunalt ansatte stemte ja, 5.775 stemte nej. I procent er det henholdsvis 87,3 procent ja og 12,7 procent nej. Stemmeprocenten var 31,18. 

I regionerne var der 5.241 ja-stemmer og 1.064 nej-stemmer. I procent 83,1 procent ja og 16,9 procent nej. Stemmeprocenten var 34,74.

Både i kommuner og regioner var stemmeprocenten lidt lavere end i 2011.

Glad for et klart ja

”Vi er glade for, at det blev et så klart ja, sådan som situationen var. Og selvom overenskomst-resultatet er magert, så ville en konflikt på nuværende tidspunkt ikke have givet nogen mening, og det ville jo have været konsekvensen, hvis medlemmerne havde stemt nej,” siger viceforhandlingschef i FOA Jakob Bang til foa.dk

Flest stemte pr. brev
Ved urafstemningen var der både mulighed for at stemme pr. brev, sms og på FOAs hjemmeside. Flest stemte pr. brev, efterfulgt af sms på andenpladsen, og kun lidt over hver femte stemte via foa.dk

De statsansatte skal ikke stemme

FOAs statsansatte medlemmer skal ikke stemme. De aftaler, der er indgået, indgik i den samlede pakke i regeringsindgrebet.

Se også tema: OK13