Fællestillidsrepræsentanter fra FOA Aalborg
Tillidsrepræsentanterne i Aalborg Kommune sikrer sosu-medarbejderne deres del af de lokale lønmidler.
Foto: Inge-Marie Krøier Sørensen

Notesbog sikrer lokallønnen

Tillidsrepræsentanter sikrer Aalborg Kommune danmarksrekorden i lokalløn.

En lille notesbog kan være et vigtigt våben i kampen for at sikre, at lokale løntillæg bliver brugt til løn i stedet for nye møbler, når medarbejdere stopper.

Det er tilfældet i Aalborg Kommune, der i Fagbladet FOAs undersøgelse af kommunernes udbetaling af lokalløn ligger nummer ét blandt de kommuner, der har brugt mest på lokale tillæg til sosu-medarbejderne. 

Kommunen har siden 2009 brugt over 30 millioner kroner ekstra på lokale løntillæg for social- og sundhedspersonale i forhold til det, der er afsat ved overenskomstforhandlinger.


Tjek på overskuddet
Fællestillidsrepræsentant Sussi Mikkelsen mener, at tillidsrepræsentanterne i Aalborg har været særligt dygtige til at holde øje med de penge, der er i overskud, når en medarbejder på et højt løntrin forlader arbejdspladsen og erstattes af en ny på et lavere løntrin.

“Vi er gode til er at genforhandle de midler, der er i overskud. Nogle af tillidsrepræsentanterne har for eksempel en lille bog, hvor de noterer, at Gerda på løntrin 38 er gået på efterløn, og Petra er blevet ansat i stedet – men på løntrin 23. Så er det tid til at genforhandle de overskydende løntrin,” forklarer hun til Fagbladet FOA.

Der er stor forskel fra kommune til kommune, hvilke kriterier der udløser lokalløn. I Sussi Mikkelsens område bestemmes kriterierne på arbejdspladsen.

“Det kan være, at man er med på at afprøve noget nyt, eller man er god til at starte nye projekter op. Andre steder i kommunen er det anderledes. Her kan det være sværere at få lederne til at finde tegnebogen frem,” siger hun. 

Skriv en kommentar på Facebook