Pressemeddelelse

Konservativ jagt på arbejdsløse vil ramme FOA-medlemmer hårdt

De Konservative har i dag tonet rent flag – der skal loft over kontanthjælpen, og der skal ”fordomsfrit” diskuteres, hvor små dagpengene skal være efter valget. Det vil kun give flere fattige, både blandt danskere med og uden arbejde, mener FOA

Minimum 3000 kroners forskel på et lavt lønnet job og kontanthjælpen og maksimalt 80 procent af lønnen i dagpenge. Sådan lyder forslagene fra de Konservative i flere medier i dag, men forslagene har en voldsom social slagside. De vil ramme de lavestlønnede både på overførselsindkomsterne, hvis de bliver arbejdsløse, og med tiden også på deres løn, hvis de er i arbejde. 
  
Der vil med andre ord komme flere fattige både blandt de arbejdende og arbejdsløse i Danmark. 
 
”Det var tidligere grundtanken i Danmark, at arbejdsløshed ikke skulle være lig med økonomisk ruin fra dag ét. Det ønsker de Konservative tydeligvis at ændre på med kontanthjælpsloft og markante ændringer i dagpengesystemet, men de må ikke få lov til at gøre arbejdsløshed lig med øjeblikkelig fattigdom,” siger forbundsformand i FOA Dennis Kristensen. 
 
De Konservative mener, at hvis man får mere end 80 procent af sin gamle løn i understøttelse som arbejdsløs, så kan det ikke rigtigt betale sig at gå på arbejde. 
 
Men hvis man sænker kompensationsgraden fra det nuværende niveau, hvor man maksimalt må få 90 procent af lønnen i dagpenge, til 80 procent vil det ramme FOA’s medlemmer hårdt. Næsten 3 ud af 4 medlemmer af FOAs A-kasse, der havde fast månedsløn før de blev ramt af arbejdsløshed, får i dag den maksimale kompensation på 90 procent. 
 
”Det er meget muligt, at forskellen i kroner og ører på dagpenge eller kontanthjælp og et lavtlønsjob ikke kan få vellønnede økonomer eller folketingsmedlemmer op af sofaen, men i en lavtlønsfamilie kan få tusind kroner før skat sagtens være forskellen på et liv fuldstændigt skrabet for fornøjelser og på muligheden for en gang i mellem at kunne gøre noget rart som familie,” udtaler Dennis Kristensen. 
 
Der er absolut ingen rekrutteringsproblemer inden for FOA’s faggrupper – FOA-medlemmerne vil naturligvis gerne arbejde på trods af de konservatives beregninger, og det er der masser af grunde til. Dels betyder forskellen på de 17.918 kroner om måneden i dagpenge og en FOA-månedsløn faktisk noget i virkeligheden, dels betyder det at udføre sit fag, og det at være en del af en arbejdsplads også utrolig meget. 
 
Ydermere viser al viden på området, at der er en tæt sammenhæng mellem de laveste lønniveauer og de ydelser, man kan få som arbejdsløs. Hvis man sænker dagpenge- eller kontanthjælpsniveaet, så følger de laveste lønninger med nedad. 
 
”Den her snak om, at det skal kunne betale sig at arbejde ud fra, hvor meget man får som arbejdsløs, er som et dyr, der aldrig kan mættes. Når overførslerne sættes ned følger det uorganiserede arbejdsmarked med nedad, og det sætter pres på overenskomsterne. Når så de laveste lønninger er faldet, kan vi begynde igen med at snakke om, at det ikke kan betale sig at arbejde,” understreger Dennis Kristensen