Børns mistrivsel skal også bekæmpes i fritidstilbud

Skal vi skabe større trivsel blandt børn og unge, skal vi sikre, at deres SFO’er, klubber og fritidstilbud bliver styrket. Det står klart efter ny kvalitetsundersøgelse af området, siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA. Ikke mindst regeringens ambition om kortere skoledage understreger behov for en hurtig indsats.

Mens skoledagen står til at blive kortere for børn og unge, hvis regeringens folkeskoleudspil realiseres, vil tiden i landets fritidstilbud og klubber for mange til gengæld blive længere. Men her halter det på flere områder med kvaliteten. Det viser en ny undersøgelse, som Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, netop har offentliggjort.

Af den fremgår blandt andet, at 6 ud af 10 ledere i fritids- og klubtilbud inden for den seneste måned har oplevet børn og unge, som har stået uden for fællesskabet. Endda har 8 procent af lederne oplevet børn og unge, som har været ofre for mobning. Et resultat, som er stærkt bekymrende, mener Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA, som organiserer pædagogmedhjælpere, pædagogiske assistenter og pædagoger.

”Vi deler alle en stor bekymring for vores børn og unge, fordi så mange af dem mistrives. Så når vi får afdækket, som i undersøgelsen her, at de fritidspædagogiske tilbud, som ellers skal være med til at afhjælpe mistrivsel, ikke lykkes med det, så er vi død og pine også forpligtet til at gribe ind,” siger han.

Særligt med udsigten til, at klokken kommer til at ringe tidligere ud efter sidste time for børnene med regeringens nye folkeskoleudspil, betyder, at det haster med en styrkelse af området.

”Uanset, hvor kort eller lang tid, et barn eller ung opholder sig i et tilbud, skal kvaliteten være god, så vi kan sikre, at tilbuddene understøtter børnene i deres trivsel og udvikling, og at de gør det muligt for alle børn at indgå i forpligtende fællesskaber og relationer. For det gælder her, ligesom det gælder for førskolebørnene – at det aldrig må blive et tilbud om ren opbevaring,” siger Kim Henriksen.

Det er i høj grad et spørgsmål om mangel på ressourcer, som spiller ind på kvaliteten af fritids- og klubtilbuddene, viser undersøgelsen fra EVA. Ikke mindst manglen på personale lader til at være en udfordring. Næsten hver anden leder, 46 procent, angiver, at de ikke er i stand til at gennemføre de aktiviteter, de gerne vil, fordi de mangler ansatte til det. Normeringen er i gennemsnit også kun 1 voksen til 16 børn, fremgår det af undersøgelsen.

”Der er behov for flere voksne til netop at gennemføre aktiviteter, som børnene kan samle sig om. For det er i aktiviteterne, fællesskaberne mellem børnene opstår og kan udvikles. Og her skal vi sikre, at det også bliver voksne, som har en pædagogisk uddannelse, for eksempel som pædagogisk assistent. De er nemlig uddannet til at få børn med ind i fællesskaberne, og det viser denne her undersøgelse, at der er hårdt brug for,” siger Kim Henriksen.

Også de fysiske rammer er der behov for at forbedre, understreger Kim Henriksen. Det samme viser EVA-undersøgelsen. I den pointerer 38 procent af lederne, at de ikke har de fysiske rammer og faciliteter, der skal til, for at gennemføre de ønskede aktiviteter.

”Da skolereformen blev indført i 2014, og skoledagen blev længere, gik det hårdt ud over fritidspædagogikkens fysiske rammer. Skolen kom til at fylde mere - også rent fysisk. Så i dag findes der fritidsordninger, som kun har et klasselokale til rådighed. Det hæmmer mulighederne for de vigtige fællesskabsfremmende, pædagogiske aktiviteter,” siger Kim Henriksen.


Kontakt

Sektorformand Kim Henriksen, telefon: 31 62 32 33

Hent billede