Torben er højdespringer

Formanden for FOAs Social- og Sundhedssektor er den store højdespringer på årets liste over de mest magtfulde personer i sundhedsvæsenet

Hvert år vurderer bladet Dagens Medicin, hvem der er de mest indflydelsesrige personer i sundhedssektoren, og de kårer de 100 mest magtfulde i et såkaldt magtpanel. I år er sundhedsstyrelsens chef Søren Brostrøm nummer 1 med statsminister Mette Frederiksen på en andenplads.

Listen består af en blanding af fagpersoner, politikere, fagforeningsfolk, mediechefer og meget andet. I år står FOA for en af de helt store ryk mod toppen med formand for Social- og Sundhedssektoren Torben K. Hollmann, som er hoppet hele 26 pladser frem på listen, hvilket giver ham en 16. plads blandt de mest indflydelsesrige i det danske sundhedsvæsen. En forandring Torben er meget glad for.

”Det er jo et udtryk for, at flere lytter, når FOA taler. Og det er vigtigt. Vi har været dybt engagerede i arbejdet med den nye ældrelov, med at sætte gang i en reform af psykiatrien og så videre. Derfor er det vigtigt, at vores stemme tæller, så vi kan forsvare og udvikle de forhold der gælder for social- og sundhedshjælpere og -assistenter og alle de andre faggrupper, vi repræsenterer,” siger Torben Hollmann.

Magtlisten bliver endelig fastlagt af et dommerpanel, med baggrund i området. En af medlemmerne af det panel er Christian Freitag, tidligere formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og nuværende folketingskandidat for Konservative.

Han siger om baggrunden for Torben Hollmanns høje hop:
”Torben Hollmann er markant, og sætter sig ind i tingene. Han brænder lige så meget for hele sundhedsvæsenet som for sine egne medlemmer. Det synes jeg er lidt nyt fra FOA. Og så er han utrolig god til at beskrive, hvad hans medlemmer kan bidrage med, hvis vi inkluderer dem lidt mere i de fælles opgaver.”

Selvom arbejdet som sektorformand i FOA forudsætter læsning af en masse rapporter og bøger og skrivning af indlæg og breve, så var det ikke en boglig karriere Torben stræbte mod, da han gik i folkeskolen.

”Jeg har aldrig fået høje karakterer, men det gav en helt anden mening for mig, da jeg begyndte på uddannelsen til social- og sundhedshjælper. Her kunne jeg læse noget i en bog og med det samme omsætte det til noget, jeg havde mødt i mine praktikker. Jeg har i virkeligheden fået topkarakterer i alt, hvad jeg har lavet siden den dag,” siger Torben Hollmann til Dagens Medicin.

Efter at have taget overbygningen som social- og sundhedsassistent fik Torben Hollmann hurtigt et job på en lukket afdeling i psykiatrien. Her mødte han et system, der i den grad haltede, og hvor patienter blev udskrevet til ingenting. Når han forsøgte at gøre opmærksom på problemerne, skete der ikke noget, og han oplevede en manglende politisk og samfundsmæssig bevågenhed for psykiatrien.

Det forandrede sig da han blev tillidsmand, så oplevede han, at folk pludselig lyttede.

»Da jeg blev valgt som tillidsmand, opdagede jeg, at der var flere, der hørte på mig. Jeg kunne pludselig se en vej opad mod indflydelse, hvilket jeg ellers aldrig tidligere havde set som en mulighed for mig,« siger han til Dagens Medicin.

Det gør Dagens Medicins magtpanel også, og ifølge dem gør Torben K. Hollmann det så godt, at han lander på en 8. plads i kategorien ‘gennemslagskraft i offentligheden'. Ligeledes vurderer magtpanelet ham højt i kategorien ‘egen indsats', hvor han indtager en 10. plads på årets magtliste.