• Læs op
• Udskriv

Små stunder til fordybelse. Tid til at lære ting, til at grine. Til at sætte sig med en lille håndfuld børn på legepladsen og snakke om den bille, der lige er kravlet forbi. Eller om det, der ellers optager børnene lige netop da. Til at pludre, når du står med en lille på puslebordet. Sådan beskriver Anne Sofie Spaabæk nogle af de såkaldte ”lommer af nærvær”, som er så uendeligt værdifulde i det daglige arbejde med børn.

”Vores institution er jo ikke bare en opbevaringskasse, børnene kommer ned i. Vi skal netop kunne give børnene dette her nærvær. Jeg tror endda, det er et udtryk, kommunen bruger og går op i, at vi skal have med børnene,” fortæller Anne Sofie Spaabæk, der for to år siden blev uddannet pædagogisk assistent.

”Men hvor er det, de lommer skal være? Det er ikke altid jeg synes, at der er tid til det,” siger Anne Sofie Spaabæk.

Møder ind til kæmpekram
I forlængelse af sin elevtid blev hun ansat i Naur-Sir Skole og Børnehus – en landsbyordning under Holstebro Kommune, som samler børnehave, SFO og juniorklub. I dag er hun ansat i børnehavedelen, og hun er vildt begejstret for sit arbejde og ikke mindst det ansvar, hun får lov at tage på sig.

”Hos os handler det ikke om, hvad du er, men hvad du kan. Om du er pædagog, pædagogmedhjælper eller pædagogisk assistent er ligegyldigt. Jeg sagde fra starten, at jeg ikke ville nøjes, men at jeg ville være med til de faglige møder og at jeg også ville have kontaktbørn, og sådan blev det,” fortæller Anne Sofie Spaabæk.

”Ud over det faglige er der også den helt personlige gevinst i, at man møder ind og får et kæmpekram. At der faktisk er nogen, der synes, det er dejligt, man kommer, fordi man gør en forskel. Og kemien med forældrene, der afleverer deres børn og stoler på, at jeg gør mit allerbedste for, at deres barn får den allerbedste dag,” siger Anne Sofie Spaabæk.

Mærker minimumsnormeringer
Hun er en af dem, der på egen krop har oplevet, at aftalen om minimumsnormeringer gør en konkret forskel i dagligdagen ude blandt børnene. For hendes eget vedkommende har det betydet, at hun er gået fra at arbejde 31 timer om ugen til nu 35 en halv.

”Det er fantastisk, vi har fået flere timer. Helt konkret betyder det, at vi cirka to en halv time om dagen er fire eller fem voksne. Før i tiden var vi kun tre,” fortæller Anne Sofie Spaabæk, der uddyber, at de godt nok ikke har alle pladser optaget lige nu, men at institutionen er normeret til 40 børn.

”Vi har mærket en forbedring og kan bedre strukturere aktiviteter med børnene nu. Men der er selvfølgelig stadig langt til minimumsnormeringerne, hvor der jo kun skal være seks børn per voksen. Især om morgenen, hvor vi er to voksne og også har fritterdelen,” siger Anne Sofie Spaabæk.

Knap tid til forældre
Flere undersøgelser, som FOA har fået gennemført blandt pædagogisk personale, viser, at mange oplever det som udfordring at nå at give børnene den nødvendige omsorg. Også forældresamarbejdet er presset, fordi der ikke er tilstrækkelig tid. Udfordringer, som desværre fint spejler hverdagen, som Anne Sofie Spaabæk kender den.

”Jeg tager mig tiden til at have kontakten med forældrene. Men det er svært, for så er der en anden, der står alene med det hele, mens jeg går fra for at fortælle Niels Arnes mor om en episode i dag. Det er heller ikke altid, jeg har nået at bemærke, hvad det enkelte barn har lavet i løbet af en dag, for der skal ikke så meget til, før korthuset vælter,” fortæller Anne Sofie Spaabæk.

Opgør med uddannelsessnobberi nødvendigt
Landet over har kommuner i dag svært ved at skaffe uddannet personale nok, mens børnetallet stiger. Flere kommuner har endda sendt penge fra puljen til minimumsnormeringer tilbage til staten af samme grund.

I FOA er holdningen, at en del af rekrutteringsproblemerne kan løses ved at ansætte flere pædagogiske assistenter, ligesom man kan uddanne de omkring 10.000 dedikerede pædagogmedhjælpere til pædagogiske assistenter. Mennesker, som allerede arbejder derude blandt børnene og har flere års praktisk erfaring. Men det kræver et opgør med folks fordomme om uddannelsen, mener Anne Sofie Spaabæk, der selv er blevet mødt med uddannelsessnobberi.

”Uddannelsen til pædagogisk assistent er ikke sådan en lille nem uddannelse. En del bliver sorteret fra og får aldrig lov at starte på hovedforløbet. Dem, jeg gik i klasse med, var folk, der virkelig gerne ville arbejde med børn, og som gerne ville have en uddannelse. Eller også var de erfarne pædagogmedhjælpere, som så uddannelsen som en mulighed for at gå skridtet videre,” fortæller hun.

Børnene er vores fremtid
Når der til november er kommunalvalg, håber hun, at vælgere landet over vil have øje for, om de politikere de peger på, prioriterer børneområdet. Både fordi hun går op i sit fag og de børn, hun har at gøre med til dagligt, og fordi hun på et tidspunkt selv vil have børn.

”Hvis jeg må bande, så er vi nødt til at vælge nogle lokalpolitikere, som kan se, at det er vores fremtid, vi ”fucker” med, når vi ikke giver ressourcer nok til børnene. Vi skal have ressourcer til at samle de børn op, som er ved at blive tabt. Hver gang jeg har et barn med nogle specielle behov, går der også tid fra børn, der ikke er ved at blive tabt. Så for mig er det vigtigt, at der ansættes flere, og at der afsættes flere ressourcer til, at vi kan lave meningsfyldte aktiviteter med børnene.,” siger Anne Sofie Spaabæk.

FOA sammenligner velfærdens vilkår på foa.dk/kv21, hvor du for eksempel kan se, hvordan udgifterne til børn og unge har udviklet sig i din kommune.