Nye studier: Opgaver tages hjem til det offentlige

Over 1.400 byer har på tværs af 58 lande har hjemtaget opgaver over de sidste 20 år, viser ny bog med bidrag fra FOA.

Efter år med udlicitering af opgaver til den private sektor, er der nu sket en modreaktion. Det er konklusionen i en ny bog med bidragsydere fra fagbevægelsen fra hele verden.

 

Fra 2000 har i alt 1.440 byer taget opgaver hjem til enten staten, kommunen eller regionen på tværs af de 58 lande, der er blevet undersøgt.

 

I Danmark har FOA bidraget med erfaringer omkring hjemtagelsen af opgaver til det offentlige. Det er sket mere end 35 gange siden år 2000.

 

”Vi har blandt andet set det inden for rengøringsbranchen, at kommunerne hjemtager rengøringen af for eksempel skoler, blandt andet fordi, man har været utilfreds med kvaliteten og meget aktuelt inden for ambulancedriften ser vi lige nu, at regionerne i stor stil hjemtager opgaven,” siger næstformand i FOA Thomas Enghausen.

 

 

Global tendens

I bogen, der udgives i dag, bliver der også gået i dybden med eksempler fra blandt andet Tyskland, Sverige og Norge.

 

”Det er spændende at se, at den tendens, vi har mærket i de senere år i Danmark, også slår igennem internationalt. Jeg tror, at der efter årtier med fokus på konkurrence for konkurrencens skyld, er ved at ske en ændring hos politikerne, så vi i højere grad kigger på, hvilke opgaver, det giver mening at sende i udbud frem,” siger Thomas Enghausen.

 

Privat er ikke lig med billigere

Et andet eksempel fra Danmark er den hjemtagning af ambulancedriften, som Region Syddanmark foretog efter BIOS’s konkurs i 2016. BIOS nåede kun at køre ambulancer i Danmark i omkring et år.

 

Regionen betalte det samme til ambulancedriften som i året før, svarende til en besparelse på 15 procent i forhold til, hvad man havde betalt Falck for før 2016.

 

”Der eksisterer en bredt funderet idé om, at private kan løse alle opgaver mere effektivt og billigere. Vi har set eksempler på det modsatte, og de historier skal også fortælles, når vi taler om udlicitering,” siger Thomas Enghausen.

 

Du kan læse bogen (på engelsk) her 

 

Grundlaget til bogen blev lagt på konferencen 'The Future is Public: Ownership of the Economy' i december 2019, hvor Thomas Enghausen talte om de danske erfaringer med konkurrenceudsættelse og hjemtagning af opgaver.