Kvindernes kampdag

Foto: Colourbox

Kom med FOA til 8. marts

Over hele landet er FOA med til at fejre 8. marts Kvindernes Internationale Kampdag. Her kan du læse om en række af arrangementerne.

Forbundshuset i København inviterer alle til 8. marts-arrangement, som blandt andet giver et skarpt indblik i, hvordan fortidens kvindesyn stadig i dag sætter et negativt aftryk på kvindernes lønsedler.

Manden er familiens hovedforsøger og skal have et forsørgertillæg. Hvad kvinden tjener, hvis hun også arbejder, er en biindtægt. Familiens lommepenge. Sådan lød i grove træk den logik, der herskede for mere end 50 år siden, da offentligt ansattes løn skulle indplaceres på forskellige løntrin ved indførslen af den såkaldte Tjenestemandsreform i 1969. Og sådan lyder en af hovedkonklusionerne fra ph. d. og historiker Astrid Elkjær Sørensen, der forsker i ligestilling.

På Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts fortæller hun om sit forskningsprojekt for Ligelønsalliancen – herunder FOA, der kræver et opgør med Tjenestemandsreformens negative konsekvenser for kvinders løn anno 2020. Det sker i FOAs forbundshus i København, hvor alle er velkomne til at deltage.

Mød også direktør for KVINFO Henriette Laursen, som vil fortælle om organisationens arbejde og kommende indsatser, efter den har fået tilført en ekstra bevilling med Finansloven 2020. 

Velkomsttalen holdes af formand for Kost- og Servicesektoren, Pia Heidi Nielsen, der også vil sætte gang i den ligestillingsdebat, der vil foregå ind i mellem de fællessange og arbejdersange, som Nina og Niklas Schneidermann (guitarist og sangskriver i Magtens Korridorer) fører gæsterne igennem. 

Fælles faglige arrangementer i Aalborg, Aarhus, Odense og København
Sammen med 30 andre faglige organisationer sætter FOA fokus på det kønsopdelte arbejdsmarked og uddannelsesvalg. Det handler om at få løftet den vigtige samfundsopgave det er at skabe et arbejdsmarked, hvor drenge og piger, kvinder og mænd kan udleve deres drømme uden at blive begrænset af sejlivede fordomme om køn og kompetencer.

Det sker ved 4 konferencer som foregår i Aalborg, Aarhus, Odense og København. Konferencerne begynder kl. 10, og der er både en fælles del, hvor talerne streames og lokalt indhold. I Aalborg foregår det hos FOA Nordjylland, Østerport 2. I Aarhus er det hos Kvindemuseet ved Domkirken, i Odense lægger LO Fyn lokaler til på Lumbyvej 17 i Odin Strandpark og i København er det IDA på Kalvebod Brygge 31 som er værter.