Flødeboller og brev med teksten 'Vi har snuppet den 6."
Der er taget én flødebolle fra flødebollepakken - på samme måde vil Københavns Kommune fjerne den sjette ferieuge fra handicaphjælperne.
Foto: Kristoffer Sutton

FOA til politikere: Fjern forrykt ferieforslag

Spareforslag i Københavns Kommune vil fjerne sjette ferieuge for handicaphjælpere. FOA opfordrer medlemmer af Borgerrepræsentationen til at skrotte forslaget.

Opdateret 27.9 klokken 10:10

’Vi har snuppet den 6.’

Sådan står der på flødebollepakker til medlemmer af Københavns Kommunes Borgerrepræsentation, som FOA afleverede torsdag.

I hver pakke er den sjette flødebolle fjernet – akkurat som et forslag til næste års budget vil fjerne den sjette ferieuge fra handicaphjælperne, der er ansat hos borgere i Københavns Kommune.

”Vi er nødt til at sige højt og klart fra, når der stilles et så fuldstændig urimeligt forslag, som vil forringe forholdene for en medarbejdergruppe markant. Det vil gøre forskellen på arbejds- og lønforhold endnu større mellem handicaphjælperne og faggrupper ansat i Københavns Kommune,” siger afdelingsformand for FOA SOSU Mari-Ann Petersen.

”Kommunen er ellers kendt for og bryster sig af at tilbyde medarbejdere gode ansættelsesforhold. Derfor undrer det os meget, at forslaget her er gået igennem arbejdet med at gøre næste års budget færdigt,” fortsætter hun.

Læs hele brevet til medlemmer af Borgerrepræsentationen

Går ud over handicappede

BPA-området adskiller sig markant fra andre velfærdsområder ved, at arbejdsgiveransvaret – til trods for at kommunen betaler tilskuddet til hjælpen – ligger hos den enkelte borger med handicap. Derfor er besparelsen på 2,3 millioner kroner årligt også en besparelse på hjælpen til den handicappede.

”Der er ingen tvivl om, at det vil blive sværere for borgerne at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, når de vilkår, de kan tilbyde, bliver så kraftigt forringet,” siger forbundsformand i FOA Mona Striib.

Det samme har Handicaprådet rejst bekymring om i et høringssvar.

Frygter flere eksempler

I begrundelsen for besparelsen står, at den 6. ferieuge ’ ikke længere vil blive dækket, da dette ikke er et krav jf. bekendtgørelsen til BPA-ordningen.’

Mona Striib er nervøs for, om andre kommuner vil forringe forholdene for handicaphjælperne, hvis hovedstadskommunens forslag går igennem.

”Handicapområdet er ved at udvikle sig til et område, hvor kommunerne kan skære – medmindre der er en lov imod det. Det her kan blive endnu et eksempel i det ræs mod bunden, som vi er vidne til på området.”

”Det er ikke ordentligt over for de mennesker, det går ud over, som er fuldstændig afhængige af hjælpen,” siger hun.  

Forslaget 1. behandles torsdag den 26. september klokken 16.00 i Borgerrepræsentationen.