FOA går i flæsket på Nets over gebyrer

Nets scorer alt for meget på medlemmers kontingent-indbetalinger, siger FOAs næstformand Thomas Enghausen.

Prisen for at bruge tjenesten Betalingsservice bør barberes kraftigt ned. Sådan lyder kravet fra FOA og flere andre af landets store fagforeninger.
Sidste år betalte FOA 9,6 millioner kroner til NETS, for at vores medlemmer kan få lov til at indbetale deres kontingent via Betalingsservice. Det er et helt urimeligt beløb, mener Thomas Enghausen, næstformand i FOA.

”Det er altså et voldsom beløb. Et beløb vi kunne have brugt til at levere en bedre service til vores medlemmer. Og et beløb der slet ikke står i forhold til de omkostninger, Nets har med opgaven. Problemet er, at Nets reelt har monopol på den slags transaktioner, forklarer Thomas Enghausen.

Gebyr for 45 millioner
En rundringning, som DR Nyheder har foretaget, viser, at seks af landets største fagforeninger sidste år tilsammen betalte over 45 millioner kroner af medlemmernes penge i gebyr for at få de faglige kontingenter i kassen.

Fagforeningerne 3F, HK, FOA, DJØF, DLF og DSR har tilsammen over 775.000 medlemmer, der betaler via betalingsservice.

”Vi har haft dialogen med Nets, hvor vi har sagt til dem, at det er for dyrt, og så er der ikke sket så meget andet,” siger Thomas Enghausen til DR.

Med en såkaldt kvartalsaftale hos Nets betaler fagforeningerne 4,32 kroner, hver gang der betales en regning.

Men selvom flere og flere regninger kører over Betalingsservice, så har prisen for at bruge tjenesten stået stille de seneste 12 år, det bør der laves om på, mener FOA.

”I perioden er der kommet millioner af yderligere transaktioner til. Alt andet lige så burde det være blevet billigere per transaktion og dermed også billigere for FOA's medlemmer og alle andre, der er tvunget til at benytte sig af Nets”, siger Thomas Enghausen til DR.

Den holdning bakker professor i digitalisering ved CBS Jan Damsgaard op om. Når en fast regning først er tilmeldt, så burde prisen være langt under de 4,32 kroner, som Betalingsservice i dag opkræver for hver eneste betaling via tjenesten. Et rimeligt beløb for en betaling vil være omkring 25 øre, vurderer han.

Minister griber ind
Efter kritikken fra blandt andet FOA og DRs dækning er erhvervsminister Simon Kollerup (S) gået ind i sagen. Sammen med næsten alle folketingets erhvervsordførere, kun LA og Nye Borgerlige står udenfor, har han aftalt at styrke myndighedernes mulighed for at gribe ind over for gebyrer på betalingsløsninger.

”Vores ønske er, at hvad enten man er forbruger, en organisation eller andre, at man selvfølgelig ikke betaler urimeligt høje gebyrer,” forklarer Simon Kollerup.

” De seneste dages afdækning af NETS viser jo med al tydelighed, at der er brug for regulering og et kritisk blik på NETS prissætning, og derfor bakker vi i FOA op om den brede aftale, regeringen har forhandlet sig frem til. Så bliver det spændende, om det så er nok til at få styr på de løbske gebyrer,” siger Thomas Enghausen.

Bonus for milliarder
Tidligere i år fortalte en række velgørende organisationer, hvordan mange af de penge, danskerne donerer til gode formål, i stedet ender i Nets’ pengekasse. Red Barnet alene betaler gebyrer for mere end 200.000 kroner om måneden. Regningen for samtlige danske velgørenhedsorganisationer lyder på 43 millioner kroner, som årligt betales til Nets.

I 2017 skabte det stor debat, da den administrerende direktør Bo Nilsson tjente ca. 630 millioner kroner på salget af Nets til en amerikansk kapitalfond.  I år kunne Børsen så fortælle, at samme Bo Nilsson står til at tjene yderligere 1,9 milliarder kroner ved salget af Betalingsservice til MasterCard. Samlet står direktionen til at tjene 7 milliarder kroner på salget.

Nets blev grundlagt i 1969 under navnet PBS, og styrer blandt andet dankortet og Betalingsservice og NemID.