Kvindefag er lig med lavtlønsfag

Jo større andelen af kvinder er i fag, desto lavere er lønnen. Det dokumenterer ny rapport fra VIVE for Ligelønsalliancen. På tide, at Christiansborg retter op på uligelønnen, siger FOA-formand Mona Striib.

Arbejde, som i høj grad udføres af kvinder, lønnes klart dårligere end arbejde inden for fag, som domineres af mænd. Og jo større en andel af kvinder, der er i faget, jo mindre er timelønnen. Det er konklusionen i en netop offentliggjort rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, som er udarbejdet for FOA, Socialpædagogerne, BUPL og Sundhedskartellet.

Den negative sammenhæng er særligt udtalt i den offentlige sektor, hvor lønnen falder med 4,38 kroner per time, hver gang andelen af kvinder stiger med 10 procent. Ikke mindst de såkaldte omsorgs- og velfærdsfag rammes af problemet, da andelen af kvinder er særligt stor i fag inden for social- og sundhedsområdet og det pædagogiske felt.

At det kønsopdelte arbejdsmarked så tydeligt afspejler sig i lønnen, kalder på handling fra politisk hold, understreger forbundsformand i FOA Mona Striib. Mønsteret er nemlig det samme nu som for små 10 år siden, så problemet forsvinder ikke af sig selv.

”Det er et forhistorisk syn på manden som familiens hovedforsørger, der fortsat holder lønnen i kvindefag nede. Det skal vi have gjort op med. For jeg tror ikke et øjeblik på, at vi som samfund i dag mener, at det er mindre værd at yde omsorg og pleje for børn, syge og ældre, end det er som i typiske mandefag at håndtere værktøj eller andre menneskers penge,” siger formanden.

Opgør med fortiden

Løngabet gælder også, når man sammenligner på tværs af fag, der kræver lige lange uddannelser. Tjener en ansat i et fag med 75 procent mænd for eksempel 30.000 kroner om måneden, er beløbet helt nede på 27.000 kroner for den, der er i et fag med tre fjerdedele kvinder. 

I VIVE-rapporten peges der blandt andet på den nu 50 år gamle Tjenestemandsreform som en af årsagerne til kvindefagenes lave løn. Dengang indplacerede man nemlig offentligt ansatte på en løntrinsskala, og her blev de typiske kvindefag placeret langt nede. Kvindens indtægt var nemlig at betragte som en biindtægt til mandens, var forståelsen da.

”Det var desværre tidens ånd, som ingen i dag kan bebrejdes. Men vi kan bebrejde os selv, hvis vi ikke laver om på det i dag. Det ansvar er politisk,” siger Mona Striib.

Del af ligelønslov overset

De fire faglige organisationer bag VIVE-rapporten, der sammen kalder sig for Ligelønsalliancen, har flere gange appelleret til ministre og folketingsmedlemmer om at give de kvindedominerede fag et lønløft i form af en særlig pulje. Rapporten er en bitter påmindelse om, at der er god grund til at gentage appellen.

”Lukker man øjnene for dette her, så lukker man samtidig øjnene for, at vi i Danmark har en ligelønslov, der ikke alene lyder, at vi skal have lige løn for lige arbejde. Vi skal også have lige løn for arbejde af samme værdi. Og den sidste del halter det altså gevaldigt med,” siger Mona Striib.

Pressemeddelelse og rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, kan læses her