Foto: Heidi Lundsgaard

”Jeg går hjem med en klump i maven”

Selv om social- og sundhedshjælper Louise Marlene Andersen er stolt af sit fag og har sit drømmejob, nager manglen på tid til borgerne hende. Mere tillid til personalet fra politikernes og lederes side kunne gøre en verden til forskel, mener hun.

Stemmer fra velfærdens frontposter

Hver dag yder FOAs medlemmer en stor indsats for at levere omsorg, tryghed, nærvær og service til borgere landet over. De kender velfærdens virkelige vilkår. Og velfærden er presset, fortæller de. Mød vores medlemmer. Lyt til dem. Og lad os sammen skabe bedre velfærd. Så vi kan få mere menneske og mindre system.

Nej, hun vil ikke videreuddanne sig. Hun fantaserer ikke om at blive sygeplejerske. Hun er social- og sundhedshjælper, ansat i hjemmeplejen i Svendborg Kommune, og er ikke i tvivl om, at hun er havnet helt på rette hylde med det job, hun har. Her gør 25-årige Louise Marlene Andersen en konkret forskel for andre mennesker. Hver dag. Så uddannelsessnobberiet synes hun, at andre skulle tage og pakke væk.

”Jeg tror, at mange ser ned på os social- og sundhedshjælpere. At det er derfor, de hele tiden spørger, om jeg nu ikke skal videreuddanne mig. Men vi kan jo ikke alle blive politikere. At være social- og sundhedshjælper her i hjemmeplejen er mit drømmejob”, understreger Louise Marlene Andersen. 

Det gode ved hendes job er at opleve, hvor utroligt glade borgerne bliver for den hjælp, de får fra hende og hendes kolleger. At hun som social- og sundhedshjælper kan hjælpe med alt det, som familie og nære ikke kan, og at det varmer den enkelte borger med den personlige kontakt.

”’Mine’ borgere er utrolig glade for at få hjælp fra andre end familien, for det kan være enormt grænseoverskridende, hvis familien skal hjælpe med personlig hygiejne,” forklarer Louise Marlene Andersen.

Derudover oplever hun, at hun som fagperson har en helt særligt fortrolig kontakt med borgerne:

”Fordi vi er udefrakommende, tør borgerne fortælle, hvordan de i virkeligheden har det. De vil nemlig oftest ikke forstyrre deres børn for meget, for børnene har travlt med deres, mener de ældre. Overfor os kan de være meget ærlige”.

Mere borgertid
Selv om Louise Marlene Andersen er super glad for jobbet som social- og sundhedshjælper, ville hun sådan ønske, at det administrative bøvl med ansøgning til hjælpemidler, dokumentation og registrering ikke fylder så meget. For som det er i dag, stjæler det tiden fra borgerne. 

”Jeg kan godt bruge hele min pause - og mere til - på at taste. Nogle gange ender man med at gøre tingene lidt halvt. Når jeg er presset på tid, spørger jeg jo ikke ind til, hvordan mine borgere har det,” forklarer Louise Marlene Andersen og fortsætter:

”Det er hårdt, når jeg kan se, at de har brug for mig. Det giver både dårlig samvittighed overfor mine borgere og over for de kolleger, der skal overtage opgaverne efter mig. Og når det har været slemt, har jeg en klump i maven, når jeg går hjem.”

Ikke kun det administrative bøvl er en tidsrøver. Manglende køretid mellem borgerne betyder også, at Louise Marlene Andersen og kollegaerne bliver nødt til at tage tid fra den enkelte borger, så de kan nå alle på dagens køreliste. 

Tillid til faglighed
At tingene er så pressede ærgrer Louise Marlene Andersen, for det kunne være anderledes, hvis politikere og ledere havde mere tillid til hende og kollegerne som faggruppe bredt set. Bestemte hun, startede hun med at give de ansatte i hjemmeplejen ret til at visitere ydelser til borgerne. Det vil spare tid og blanketter, og opgaverne vil blive udført langt hurtigere og fleksibelt end i dag.

”Det vil være godt, hvis vi selv kan visitere ydelser. For vi ved, hvad borgeren har brug for. Det giver jo ikke mening, at jeg skal skrive til min leder, når en af mine borgere har brug for mere hjælp, og at min leder derefter skal sende beskeden videre til visitator, der så opretter ydelsen til min borger,” forklarer Louise Marlene Andersen, som i det store hele synes, at ”systemet” er tungt at danse med – ikke realistisk og langt fra virkeligheden.

Urealistisk pensionsalder
Det med det virkelighedsfjerne synes Louise Marlene Andersen går igen i politikernes forestillinger om pensionsalderen. Selv kan hun, som nu 25-årig, se frem til at gå på pension, når hun bliver 74 år, hvis den gennemsnitlige levealder altså stiger som forventet. En meget sen og urealistisk pensionsalder, set med Louise Marlene Andersens øjne. For selv om jobbet er fantastisk i sin faglige kerne, er det stadig fysisk og psykisk hårdt på grund af de mange besøg og den begrænsede tid, der er til den enkelte borger.

”Jeg kan simpelthen ikke forstå, at det skal være så svært. Det er jo ikke sådan, at vi ikke vil arbejde. Men som det er nu, er det jo ikke realistisk, at jeg skal fortsætte med at arbejde op i 70’erne. Hvorfor kan systemet ikke indrette sig efter os? spørger Louise Marlene Andersen.