Et-årig piges dødsfald skal undersøges til bunds

En et-årig piges dødsfald i Herning i sidste uge bør undersøges til bunds, mener FOA.

Dødsfaldet skete torsdag i sidste uge efter pigen havde været i gæstedagpleje. Pigen fik det dårligt i dagplejen, hvorfor dagplejeren tilkaldte en ambulance, der kørte pigen til hospitalet i Herning. Senere blev hun overført til Skejby Sygehus, hvor hun døde.

”Dødsfaldet berører os meget dybt. Det er så ulykkeligt og tragisk som det kan være,” siger sektorformand Kim Henriksen fra FOAs pædagogiske sektor, som har forbundets centrale ansvar for dagplejen.

”Vi ved, der forekommer ulykker i skolegårde, i daginstitutioner, i hjemmet og nu formentlig også i dagplejen. Hver eneste gang er det lige chokerende. Og selvfølgelig i en helt ubeskrivelig grad for forældrene. Også i FOA er vi dybt berørte af situationen og føler med de berørte dagplejere, som FOA vil gøre alt for og understøtte i denne situation” siger Kim Henriksen.

”Lige nu gælder det om at få klarlagt, præcis hvad der er sket. Hvis der er læringspunkter af sagen for dagplejen, så skal vi have trukket dem ud og agere på det,” mener Kim Henriksen.

Han tilføjer, at FOA har tillid til myndighederne. Og han håber, der tages hånd om alle aspekter i sagen, herunder i særlig grad forældrene, de pårørende og de involverede dagplejere.