Mindre bøvl for nyledige medlemmer

FOAs A-kasse er en af de 9 a-kasser, som beskæftigelsesministeren har udvalgt til at stå for de 3 første måneders kontakt med ledige medlemmer. ”En stor chance”, mener FOA-formand Mona Striib.

I dag skal arbejdsløse både til samtaler i deres a-kasse og i jobcentret. Det skaber tit forvirring og frustration, når de skal forholde sig til to myndigheder. Men fra 1. januar 2020 skal ledige medlemmer af FOAs A-kasse i de 3 første måneder kun til samtaler i a-kassen.

Flere medlemmer skal i arbejde
FOAs A-kasse er blandt de udvalgte a-kasser, der skal deltage i 4-årigt forsøg for at vise, at a-kasserne er bedst til at få deres medlemmer i arbejde:
”Det er vi i forvejen gode til”, siger FOA-formand Mona Striib, ”Gennem de seneste 3 år har vi fået godt 2.000 medlemmer i arbejde igennem vores jobformidling, FOA JobMatch. Så vi har allerede en tæt kontakt til vores arbejdsgivere, og den skal nu bruges til at hjælpe endnu flere medlemmer i arbejde”.

Som led i forsøget skal a-kasserne også vejlede medlemmer, der er i en opsagt stilling, men endnu ikke er  ledige:

”Som overenskomstbærende organisation ved vi, når et medlem bliver opsagt, og den viden skal vi bruge til at hjælpe medlemmerne i job, allerede før de bliver ledige”, fortæller Mona Striib, ”Det kan også være, at et medlem har brug for opkvalificering for at få nye muligheder på arbejdsmarkedet, og det kan vi også vejlede om”.

Hjælp til udsatte medlemmer
Som led i forsøget har FOAs A-kasse udviklet nogle særlige tilbud til de medlemmer, der kan have lidt sværere ved at komme i arbejde. Mona Striib fortæller:

”De vil få ret til flere individuelle samtaler, hvor vi sammen med medlemmet kan afklare deres muligheder. Måske skal de prøve nogle andre funktioner i deres fag. Med de aktuelle rekrutteringsproblemer fx på social- og sundhedsområdet, ved vi, at nogle arbejdsgivere er fleksible omkring organiseringen af arbejdet, hvis de har mulighed for at få en kvalificeret medarbejder.” 

”Det kan også være, at de helt skal skifte fag, og så er det godt, at FOAs A-kasse har et fint samarbejde med andre faglige organisationer, hvor der måske er nye jobmuligheder, ligesom vi kan vejlede medlemmer af andre a-kasser, der søger job på FOAs fagområder”.

A-kassen vil også tilbyde digitale webinarer og særlige temadage specielt målrettet udsatte medlemmer.

Målet er en permanent ordning
”Målet er, at a-kasserne præsterer så godt, at politikerne må erkende, at a-kasserne permanent skal have den tidlige kontakt med medlemmerne og gerne i op til 6 måneder. A-kasser, der er knyttet til en fagforening, har nogle helt særlige forudsætninger for at hjælpe deres medlemmer i job. Det er derfor en stor chance for os, at vi er kommet med i forsøget”, siger Mona Striib.