Den danske model fungerer

Statsminister Lars Løkke udfordrede onsdag arbejdsmarkedets parter, da han efterlyste ”en ansigtsløftning” til den danske model – altså det særlige forhold i Danmark, hvor de faglige organisationer og arbejdsgiverne aftaler løn og arbejdsvilkår, og hvor lovgiveren ikke blander sig i lige nøjagtig de spørgsmål. Løkke skrev i en Facebook-kronik, at opgaven både var at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold og en god konkurrenceevne for nationen. Og at han så frem til gode tanker og ideer fra de faglige organisationer.

Her følger svaret fra FOAs formand og næstformand til statsministeren.

Kære Lars Løkke Rasmussen 
Tak for udfordringen. Helt overordnet og set i et 120 årigt perspektiv, så fungerer den danske model til UG.

Så sent som i 2018 viste modellen sin berettigelse. Nuvel. Vi var uenige i forhandlingsforløbet, og bølgerne gik højt. Men vi kommer ikke udenom, at modellens helt grundlæggende fundament og opbygning førte til et resultat i sidste ende, som parterne igen var enige om, og som medlemmerne bakkede op om.

Vi er dog nødt til at nævne lærerindgrebet i 2013, hvor det politiske indgreb og indblanding i den danske model medførte en voldsom ubalance, som, sagt i al fredsommelighed, ikke har medført noget videre positivt. Derfor har vi i Forhandlingsfællesskabet også klart meldt ud, at nu skal vi se resultater for lærernes arbejdstidsregler og vinke farvel til Lov 409 ved de kommende forhandlinger i 2021. Kommer ubalancen med lærerne igen i balance, så kan man måske hævde, at den danske model fungerer til UG med kryds og slange.

Arbejdsmarkedet udvikling

Et pres fra omverden og et pres fra forandringer og udvikling vil altid komme. Det skal vi forholde og til og handle på. Det gjorde man tilbage i 1899, og det har vi gjort lige siden. Derfor virker modellen og har gjort det i 120 år. Alene det faktum er et kvalitetsstempel i en tid, hvor appetitten til at bryde velfungerende strukturer op er stor og omfattende.

Arbejdskraften vil altid bevæge sig og udvikle sig over tid. Det har historien vist gentagne gange. Indtrædelsen i EF/EU har kun forstærket dette.  Det er der flere grunde til, og det stiller helt naturlige krav til, at arbejdsmarkedets parter indgår i konstruktiv dialog og i forhandlinger, så vi i fællesskab forsøger at finde de bedste løsninger for alle til de situationer og virkeligheder, vi er en del af.  Det viser vi både ved overenskomstforhandlingerne og ved trepartsforhandlingerne. Fagbevægelsen stiller altid op til sådanne forhandlingerne.

Den lovbestemt mindsteløn

Er lovbestemt mindsteløn så vejen frem, som du strejfer i udfordringen? Det lette besnærende svar kunne være ja. Men det ville også være det forkerte svar.  For hvad har mindstelønninger ført med sig?

Det behøves vi blot at kigge til vort naboer i Europa for at finde svaret på. 
22 lande i dag har lovbestemt mindsteløn, hvor timelønningerne ligger fra omkring 5 euro til Holland og Frankrig, der topper med 11 euro. Det kræver ikke det store regnestykke at omregne til danske kroner. Men regnestykket er meget større end det. For hvad har lovbestemte mindstelønninger ellers ført med sig. 
Kører vi over grænsen til Tyskland, har mindstelønnen ført til et splittet arbejdsmarked - et prekært arbejdsmarked. Flere og flere tyskerne har både to og tre jobs for at få råd til dagen og vejen samtidigt med den sociale ulighed stiger. Og forskellen mellem rig og fattig bliver større. Drager vi længere syd på til Frankrig,  ser vi samme udvikling. Store sociale problemer, ugentlige demonstrationer, mange arbejdsnedlæggelser og lav organisering hos de overenskomstbærende faglige organisationer har medført stor uro på arbejdsmarkedet. Den vej skal Danmark ikke køre i retning af. Forhandlingerne om løn og arbejdsvilkår har til enhver tid - og bør til enhver tid - ske mellem arbejdsmarkedets parter og med armslængdeprincippet som overlægger.

Ingen modsætning

Der er i udgangspunktet ingen naturlige modsætninger mellem en god konkurrenceevne og ordentlige arbejdsvilkår. Men der er arbejdsgivere, som spekulerer i at presse løn og arbejdsvilkår for at få større profit og styrket egen konkurrenceevne. Hvor fokus på profit har overhalet fokus på ordentlige vilkår. På den måde er nogle arbejdsgivere desværre blevet katalysatorer for en udvikling af unfair vilkår i egne rækker på bekostning af fællesskabets og samfundets gevinst i sidste ende. 
Heldigvis er forbrugernes bevidsthed om ordnede forhold for de ansatte støt stigende. Viden om, at de madvarer man køber i supermarkedet, er blevet transporteret af underbetalte chauffører eller viden om at rengøringsmedarbejdere, der knokler hele natten til 50 kroner i timen uden pause, har ført til et større og større krav om, at virksomhederne skal have ordentlige forhold.

Arbejdsklausulerne

Et sted at starte ville være, at vi i stedet blev enige om arbejdsklausuler og sociale klausuler på for det samlede danske arbejdsmarked.
Ingen, hverken den enkelte eller fællesskabet, er tjent med underbetalte chauffører, der måned efter måned overnatter på landeveje og lever under uværdige forhold eller ansatte i metroen, i rengøringsbranchen eller restaurationsbranchen, der arbejder til lønninger, der ligger langt under det, som arbejdsmarkedets parter har forhandlet i fællesskab.

FOA vil gerne være med til at gøre den danske model mere robust. Det er vi sådan set med på. Men ikke for enhver pris. Men med 120 års erfaring fra den danske model ved vi at alt starter med en forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. Og det udgangspunkt holder vi fast i. Og vi afviser klart en lovbestemt mindsteløn.

Flexicurity

Statsministeren henviser i sin udfordring til den særlige danske ordning, der nu også går under det internationale ord flexicurity. Arbejdsgiverne har i Danmark nemt ved at hyre. Og nemt ved at fyre. Det giver fleksibilitet. Til gengæld er der et sikkerhedsnet for dem, det går ud over – det danske dagpengesystem. Her ville det være godt, hvis statsministeren erkendte helhjertet, at det er en meget afgørende del af den danske model. Her halter det aktuelt. Dagpengesystemet er efterhånden udhulet i en grad,  så hullerne er blevet for store. Seneste så vi forringelserne med det særlige opholdskrav, hvor man begrænser folks ret til at rejse ud i verden. Det kan vi gøre bedre.