Social- og sundhedsuddannelser

Høringssvar til ændring af bekendtgørelse om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser

Hermed fremsender Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) og Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF) vores generelle og specifikke kommentarer til ændring af BEK nr. 1253 af 29. december 2003. Forbundene har modtaget høringsbrevet pr. mail den 23. juni 2004.


Forbundenes fælles bemærkninger:

Indledningsvis skal siges, at vi er forundret over den måde, hvorpå bekendtgørelsesændringerne har fundet sted. For det første at parterne ikke er blevet inddraget og hørt i forbindelse med udarbejdelsen af den ny bekendtgørelse og for det andet, at høringsfristen ligger i en ferieperiode, hvor det kan være vanskeligt at få hørt de rette kompetente forsamlinger til gavn for udarbejdelsen af høringssvaret.

For god ordens skyld nævnes, at social- og sundhedsuddannelsesområdet med succes har formået at integrere personer af anden etnisk oprindelse end dansk, har ansøgere nok til social- og sundhedshjælperuddannelsen og den pædagogiske grunduddannelse, at et enigt folketing vedtog den nye reform med ikrafttrædelse 1. januar 2002 og at det med reformens ikrafttrædelse, blev besluttet, at foretage den igangværende evaluering. Derfor mener forbundene som udgangspunkt, at de aktuelle lov- og bekendtgørelsesændringer ikke er nødvendige.

Det er forbundenes generelle opfattelse, at de omfattende ændringer i bekendtgørelsen, der har fundet sted, ikke kun er i kraft af loven (L226), men at der også er sket store ændringer der rækker ud over lovændringen, fx med hensyn til § 9: Vejledning om uddannelse og erhverv samt diverse justeringer af mål for praktikuddannelse og mål for områdefag i de fire uddannelser - inklusiv grundforløbet - som loven omfatter.


Til kapitel 2
Her er § 9 om vejledning om uddannelse og erhverv samt om personlige forhold i relation til uddannelsen ophævet. Dette finder FOA og PMF paradoksalt, idet der generelt med den øgede fleksibilitet i uddannelserne og den øgede samfundsmæssige individualisering, bør sikres optimale forhold for individuel, personlig vejledning af de elever der er under uddannelse om deres formåen og ønsker for videre uddannelse eller erhverv. Nedprioriteres vejledningsdelen under fx uddannelse til social- og sundhedshjælper, er der risiko for, at eleverne fastholdes på dette uddannelsesniveau - hvad der kan være hensigten med § 9's ophævelse - eller der er risiko for, at den trinvise opbygning af social- og sundhedsuddannelsessystemet med et videre uddannelsesformål udelukkes.
Ydermere er det forbundenes opfattelse, at de af kommunerne oprettede ungdomsvejledningscentre, ikke kan erstatte den vejledning, der fortsat bør finde sted på social- og sundhedsskolerne om fremtidig uddannelse og erhverv.


FOAs bemærkninger vedr. Social- og sundhedshjælperuddannelsen


Til kapitel 4: Social- og sundhedshjælperuddannelsen
FOA er tilfreds med, at adgangskrav til social- og sundhedshjælperuddannelsen jf § 11 i lov nr. 343 og jf betænkningen til lov nr. 226 fortsat er gældende. Og følgelig i relation til bekendtgørelsens kapitel 4, § 16, hvad angår supplering af nødvendige personlige kvalifikationskriterier med hensyn til dansk, må det stadig understreges, at prøve i dansk 3/prøve i dansk 2 + 6 mdr. erhvervserfaring absolut er et minimumskrav. De 6 måneders erhvervserfaring, hvor de danskfaglige færdigheder øves i det fagrettede praksisfelt, må derfor sikres gennem et samarbejde mellem eleven og en faglig kompetent støtteperson. FOA hæfter sig ved, at kommunikation med eksempelvis den svage ældre borger er en forudsætning for, at social- og sundhedshjælperen kan yde en kvalificeret pleje og omsorg. Dertil kommer at både mundtlige og skriftlige danskkundskaber er en vigtig faktor for gennemførelse og fastholdelse i uddannelse og erhverv, hvilket understøttes af cand. oecon ved Århus Universitet Michael Rosholm i erhvervsskolernes nyhedsbrev juni 04, der mener at, sprogkundskaber er den største årsag til, at indvandrere har det svært med uddannelse og arbejdsmarkedet.

At elever på social- og sundhedshjælperuddannelsen nu kan vælge grundfag på andre niveauer (her underforstået; lavere niveauer) i stedet for som før - på højere niveauer - opfatter FOA som en forringelse af mulighed for progression i social- og sundhedsuddannelsessyste-met og siden hen som en begrænsning for friere, at kunne vælge hovedforløb i andre erhvervsuddannelser. Her skal erindres om, at social- og sundhedsuddannelserne som følge af regeringens oplæg i forbindelse med kommunalreformen overgår fra amt til stat (selveje) og eventuelt på sigt, bliver omfattet af erhvervsuddannelsesloven.

Til kapitel 15: Voksenforløb
I kapitel 15 er paragraffen vedr. voksenforløb i social- og sundhedshjælperuddannelsen ophævet, mens voksenforløb i hhv. social- og sundhedsassistent- og i den pædagogiske grunduddannelse er bevaret. FOA vil opfordre til at også voksenforløb på social- og sundhedshjælperuddannelsen genindsættes.

PMF og FOA's bemærkninger vedr. den pædagogiske grunduddannelse


Til kapitel 6: Den pædagogiske grunduddannelse
PMF og FOA er generelt tilfreds med, at adgangskrav til den pædagogiske grunduddannelse jf § 11 i lov nr. 343 og jf betænkningen til lov nr. 226 fortsat er gældende. Og følgelig i relation til bekendtgørelsens kapitel 6, § 23, hvad angår supplering af nødvendige personlige kvalifikationskriterier med hensyn til dansk, må det stadig understreges, at prøve i dansk 3/prøve i dansk 2 + 6 mdr. erhvervserfaring absolut er et minimumskrav. De 6 måneders erhvervserfaring, hvor de danskfaglige færdigheder øves i det fagrettede praksisfelt, må derfor sikres gennem et samarbejde mellem eleven og en faglig kompetent støtteperson. Det er velkendt, at daginstitutionerne og dagplejen spiller en stor rolle for den sproglige udvikling - og ikke mindst for børn med anden etnisk baggrund end dansk. Derfor bør mundtlige og skriftlige danskkundskaber være en vigtig faktor for optagelse på uddannelse indenfor området.

§ 24: At elever på den pædagogiske grunduddannelse nu kan vælge grundfag på andre niveauer (her underforstået; lavere niveauer) i stedet for som før - på højere niveauer - opfatter PMF og FOA som en forringelse og siden hen som en begrænsning for friere, at kunne vælge hovedforløb i andre erhvervsuddannelser. Her skal erindres om, at social- og sundhedsuddannelserne som følge af regeringens oplæg i forbindelse med kommunalreformen overgår fra amt til stat (selveje) og eventuelt på sigt, bliver omfattet af erhvervsuddannelsesloven.
At det faglige niveau på den pædagogiske grunduddannelse bliver fastholdt, skal også ses i lyset af ministeriets redegørelse om pædagog- og læreruddannelsen, hvor det fremgår, at den pædagogiske grunduddannelse er en af de to direkte adgangsveje til eksempelvis pædagoguddannelsen.

FOAs kommentarer til bilagsdelen omhandlende grundfagsniveauer, områdefagenes mål og mål for praktikuddannelse på social- og sundhedshjælperuddannelsen
Det der først og fremmest springer i øjnene er indførelse af et ekstra lavere G-niveau for grundfagene. FOA ser på dette med stor undren, idet et G-niveau ikke figurerer i grundfag for de øvrige erhvervsuddannelser. Der findes pt ikke dokumentation for, at en niveausænkelse vil afstedkomme, at flere elever gennemfører en uddannelse; så hvorfor indføre det?

Specielt med hensyn til grundfaget engelsk er det blevet præciseret i den nye bekendtgørelse, at eleven som valgfag kan vælge supplerende undervisning i såvel dansk som naturfag på bekostning af engelsk. Dette anser vi, som en betydelig risiko for at den pågældende elev afskæres fra muligheden for videre uddannelse til fx social- og sundhedsassistent.

FOA tilslutter sig det vigtige i, at opretholde den tematiserede undervisning, selvom der vil være elever i en klasse med forskellige valg af grundfag og på forskellige niveauer.
Generelt i relation til mål for områdefag og mål for praktikuddannelse, hvor omfattende justeringer er fortaget, vil FOA påpege, at det er svært gennemskueligt, hvilke rationaler der ligger bag disse ændringer. FOA og de andre parter har netop ikke været inddraget i processen og er dermed udelukket fra at have hørt og bidraget i diskussionerne der har ført til udkast til den nye bekendtgørelse.
Hvis man tager et vue over justeringerne efterlades et indtryk af, at der er foretaget en sænkning af mål for specielt social- og sundhedshjælperuddannelsen. Fx er retorikken ændret i relation til taxonomien; viden om som overvejende er blevet nedtonet til kendskab til, ord som at anvende, at rådgive, at udføre og reflektere over arbejde i pressede situationer er ligeledes faldet ud af målformuleringerne. Der synes, at tegne sig et billede af, at disse nedjusteringer er foretaget i forhold til arbejdsområder såsom forebyggelse (især den ernæringsmæssige og den fysiske og psykiske dimension), IT og samfundsforståelse. FOA finder dette foruroligende set i lyset af den nationale velfærdsmodel, der fokuserer på det forebyggende element som vigtig for oplevelse af livskvalitet. Netop social- og sundhedshjælperen er en af de personer, som indgår direkte i relation til borgeren og derfor kan vejlede og støtte denne heri. FOA stiller sig også undrende overfor, at ordet "bistand" er udskiftet med "praktisk hjælp", fordi vi opfatter dette som en indskrænkning af social- og sundhedshjælperens virksomhedsområde til blot at omfatte ren konkret hjælp til fx personlig hygiejne, tøjvask, servering af mad osv., hvilket igen vidner om fraværd af det forebyggende element.

FOA's kommentarer til bilagsdelen omhandlende grundfagsniveauer, områdefagenes mål på social- og sundhedsassistentuddannelsen
I relation til områdefaget, Social- og samfund er C-niveauet bortfaldet, hvilket betyder, at dette fag kan tages på andre niveauer - eksempelvis et lavere niveau. Desuden lagde man i sin tid faglige elementer fra områdefagene under grundfagsdelen, og da man nu kan tage for eksempel naturfag på et lavere niveau, er der risiko for, at det implicerer en kvalitetsmæssig forringelse af områdefagene, da den tematiserede undervisning opretholdes. Dette kan i sidste ende betyde en generel sænkning af kvaliteten af social- og sundhedsassistentuddannelsen og derved forringes den enkeltes mulighed for videreuddannelse.

PMF og FOA's kommentarer til bilagsdelen omhandlende grundfagsniveauer, områdefagenes mål og mål for praktikuddannelse på den pædagogiske grunduddannelse
PMF og FOA er tilfredse med, at den tematiserede undervisning opretholdes, selvom der i en klasse vil være elever med forskellige valg af grundfag og på forskellige niveauer.
Forbundene har dog en del bekymringer i forhold til områdefaget pædagogik med psykologi, da vi finder, at den forslåede formulering fører til mere psykologi uden pædagogik Som formuleringen er foreslået, er hele den pædagogiske overvejelse væk. I stedet for at psykologien fremstår som en hjælpevidenskab til pædagogikken, bliver pædagogikken til noget der kommer efter psykologien.

I målene for praktikuddannelsen står vi undrende overfor, at natur og økologi dimensionen er fjernet.
Hvad angår indførelsen af et nyt lavere G-niveau henvises til bemærkningerne vedr. Social- og sundhedshjælperuddannelsen.
Herudover kan det undre, at når man nu alligevel skal justere bekendtgørelsen, ikke medtænker Loven om Pædagogiske læreplaner og bekendtgørelsen hertil, da det fremover, sammen med § 8 i Lov om Social Service (formålsparagraffen), vil blive omdrejningspunktet for den pædagogiske praksis i danske dagtilbud.

Afsluttende bemærkninger
Forbundene skal henvise til undervisningsministerens udtalelse under første behandling af lovforslag nr. L 226: "Helt overordnet vil jeg gerne gentage, at der er ikke tale om, at niveauet i uddannelserne bliver sænket" og i betænkningen afgivet af uddannelsesudvalget den 18. maj 2004 står: "Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget noterer sig, at undervisningsministeren har tilkendegivet, at lovforslaget ikke indebærer en forringelse af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser".
Konkluderende finder FOA og PMF, at kvaliteten i de tre hoveduddannelser - og specielt i social- og sundhedshjælperuddannelsen - forringes på baggrund af udkastet til den ændrede bekendtgørelse, og vi tager derfor afstand fra de justeringer der er foretaget.
At foretage en så omfattende ændringer af mål for social- og sundhedsuddannelserne generelt, opfatter forbundene som en despekt for det store evalueringsarbejde der aktuelt finder sted af den nye reform.
Forbundene er som tidligere indstillet på, at deltage i uddybning af vores synspunkter i forbindelse med færdiggørelsen af bekendtgørelsesarbejdet.


Med venlig hilsen

Lisa Dahl Christensen
Forbundet af Offentligt Ansatte

Axel Surland
Pædagogisk Medhjælper Forbund

Se også:
Bekendtgørelse af 1253 af 29. december 2003 om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser