Private leverandører af dagtilbud - pengene følger barnet

Høringssvar vedrørende lovforslag om private leverandører af dagtilbud - pengene følger barnet

Forbundet har sendt dette svar 18. oktober 2004 til Ministeriet for Familie- og Forbrugsanliggender:

Forbundet af Offentligt Ansatte takker for muligheden for at kommentere ovennævnte lovændringsforslag.

Med lovforslaget ønsker Ministeriet for Familie- og Forbrugsanliggender, at styrke mulighederne for private pasningsordninger. Vi frygter, at det sker på bekostning af økonomien i de kommunale dagtilbud, og vi kan derfor ikke billige tiltagene.

Lovforslaget skal ifølge regeringen "styrke forældrenes mulighed for at vælge mellem en mangfoldig vifte af tilbud - offentlige som private". Desuden hedder det i forslaget, at det skal give forældrene mere fleksibilitet. Kommunerne leverer allerede en høj grad af frihed og fleksibilitet inden for de nuværende rammer, da de tilbyder forældrene flere forskelligartede pasningsmuligheder.
I det omfang, der vil komme private institutioner, kan det skabe frygt for en social og kulturel opdeling i form af eksempelvis "luksusbørnehaver", institutioner med ekstreme værdisæt eller "nicheinstitutioner" med kortere åbningstider. Vi frygter, at private institutioner vil hæve egenbetalingen for at skabe overskud. Det viser erfaringer fra Norge, hvor priserne for privatinstitutionernes ligger 18 pct. over de offentlige institutioner.

Vi stiller os uforstående overfor argumentationen om, at private leverandører kan bidrage til at øge kvaliteten i pasningstilbud alene udfra, at der kan tjenes penge på dagpasning. Ligesom vi fortsat undrer os over, at offentlige midler skal kunne anvendes til privates overskudsgivende virksomhed.
De private leverandører kan vælge ikke at anvise plads til børn med særlige behov, idet disse børn naturligt vil kræve flere ressourcer. Loven kan dermed øge de sociale skel fra et meget tidligt tidspunkt i børnenes liv. De nye love om private pasningsmuligheder medfører et brud med princippet om lighed på børnepasningsområdet, idet de private ordninger bidrager til at skabe øgede forskelle i den leverede kvalitet. Lignede private ordninger i andre lande viser en tendens til en højere egenbetaling for forældrene. Med fjernelse af et loft for egenbetaling øges forældreandelen sandsynligvis også i Danmark. Det er ifølge vores overbevisning ikke i tråd med regeringens ønske om at bryde den negative sociale arv og øge kvaliteten i dagpasningen, da det skaber større ulighed i pasningstilbudene.

Vi vil opfordre Ministeriet for Familie- og Forbrugsanliggender til at fokusere på at udbygge og forbedre de eksisterende ordninger. Ikke mindst fordi forældrene ønsker den kommunale pasning. Det ses blandt andet ved KL's brugertilfredshedsundersøgelse fra 2003. Den fastslår, at 9 ud af 10 forældre er tilfredse med de kommunale pasningstilbud - dagpleje og daginstitutioner.
Vi kan ikke bakke op om et tiltag, der forringer standarden i de offentlige pasningstilbud og blandt andet gør kommunal dagpasning til en pasningsform, der alene efterkommer en efterspørgsel fra de, der ikke har råd til andet. Der skal være plads til forskelle og forskellighed, og det skal være kvaliteten og ikke økonomien, der afgør, hvor forældre får passet deres børn.

Med venlig hilsen

Ruth Nielsen
Sektorformand
FOA-pædagogisk sektor        
Ulla Baggesgaard
Næstformand
Landsforeningen for Social Pædagoger