Ændring af søloven, lov om skibes besætning, lov om tillæg til strandingslov mm.

Høring af forslag til lov om ændring af søloven, lov om skibes besætning. lov om tillæg til strandingslov af 10. april 1985 og forskellige andre love samt ophævelse af lov om registreringsafgift

Den foreslåede ændring indebærer, at Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om udstedelse af sønæringsbeviser og kvalifikationsbeskrivelser, der skal fornys hvert femte år.

Det er FOAs opfattelse, at det af hensyn til sikkerheden er godt, at der kræves sønæringsbeviser og kvalifikationsbeviser.

FOA finder det imidlertid ikke for rimeligt, at den enkelte medarbejder kan pålægges et gebyr for at kunne udføre sit arbejde som ansat på et skib, som er fastsat i internationale regler og for erhvervelse af bestemte kvalifikationer, som er fastsat i nationale regler. Der kan samlet blive tale om en væsentlig omkostning for den enkelte lønmodtager.

Det er FOAs anbefaling, at Søfartsstyrelsen bør tage initiativ til en drøftelse mellem de berørte arbejdsgiverparter og lønmodtagerparter forinden der fastsættes nærmere regler for sønærings- og kvalifikationsbeviser.