Pressemeddelelse

Ældretopmøde samler partnerskab om ny retning for ældreområdet

Torsdag den 16. september mødes Social- og Ældreministeriet, FOA, Ældre Sagen og KL med social- og sundhedsmedarbejdere, politikere, pårørende, ældre og andre borgere for at drøfte de udfordringer, ældreområdet står over for.

Ældretopmødet har fokus på at fortsætte arbejdet om en ny retning for den fremtidige ældrepleje, og alle, der interesserer sig for eller arbejder i og med ældreplejen, er inviteret til at deltage.

Der er tale om en opfølgning på det arbejde, der blev sat i gang på det første ældretopmøde i efteråret 2020. Her indledte Social- og Ældreministeriet, KL, Ældre Sagen og FOA et samarbejde om en ny retning for ældreplejen med mere fokus på borgerens behov, værdighed og omsorg i plejen. Siden da har parterne bag Ældretopmødet arbejdet tæt sammen om udviklingen på seks centrale fokusområder.

De seks områder er:
1. Organisering af ældreplejen og visitation tæt på hverdagen
2. Tilsyn og læring
3. Inddragelse af pårørende
4. Rekruttering
5. Kvalitet og kompetenceløft
6. Faglig ledelse i en lærende kultur

Social- og ældreminister Astrid Krag siger:
'Mit og regeringens projekt er, at alle danskere trygt kan gå ældrelivet i møde. Vi skal have en ældrepleje, som først og fremmest er baseret på omsorg, nærvær og tryghed. Helt overordnet skal vi skabe større valgfrihed og mulighed for, at de ældre kan bestemme selv. Vi skal skabe mere tryghed, hvor der er tid til omsorg. Og så skal vi bekæmpe ensomhed blandt de ældre og styrke deres livskvalitet. Men der findes ingen trylleformular for, hvordan vi gør. Og i hvert fald skal den ikke dikteres fra Christiansborg. Idéerne skal vokse nedefra – fra hverdagen. Det arbejde glæder jeg mig til at sætte ekstra tryk på med Ældretopmøde 2.0 og i den kommende tid.'

KL’s formand Jacob Bundsgaard siger:
'I KL ser vi meget frem til igen at samle alle ældreområdets aktører til topmøde. Vi har brugt det sidste år på at arbejdet os i dybden med ældreområdets udfordringer og muligheder, og vi ser frem til at tage temperaturen på den viden og de mange indsatser, der er kommet ud af det arbejde. Ikke mindst når det handler om rekruttering har vi en kæmpe opgave foran os for at sikre, at vi har gode arbejdspladser, og at der er gode, veluddannede medarbejdere til at løse de mange vigtige opgaver i vores ældrepleje. Det er et langt sejt træk, men vi fire parter bag topmødet er enige om, at vi har det fælles ansvar for at nytænke og videreudvikle ældreområdet.'

Direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup siger:
'Selvom det er et langt sejt træk, så skal vi have resultater allerede nu. For ældre mennesker sidder nu og lider. Vi kan se, at det er på vej i den rigtige retning, ikke mindst med flere kommuners omorganisering af hjemmeplejen i mindre teams, så ældre ikke får følelsen af at bo på en banegård. Nu skal vi have udviklingen til at brede sig, så vi kan få meget mere tryghed, nærvær og medmenneskelighed i ældreplejen.'

Formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Torben Klitmøller Hollmann siger:
'Siden ældretopmødet sidste år har vi haft rigtig travlt. Vi har sat fokus på nær visitation, på faglig ledelse og på mindre teams. Vi har talt, vi har lyttet, og vi har lært. Nu skal vi samle alle erfaringerne på Ældretopmøde 2.0. Og så skal vi sende et budskab og en klar forventning til Christiansborg. Nu er det deres tur til at komme på banen og tage beslutninger for en bedre ældrepleje for Danmark.'

Kontakt

Sektorformand Torben Klitmøller Hollmann, telefon: 23 26 75 79

Hent billede i høj opløsning