• Læs op
• Udskriv

En underlig selvskabt plage breder sig i vort lille ellers vidunderligt velhavende land.

Landets økonomi er bomstærk. Kommunerne skriger på medarbejdere til ældresektoren, men skærer alligevel i personalet. De ældre oplever mindre tid til omsorg, og at der bare bliver længere og længere mellem den praktiske bistand.

Der bliver også længere og længere mellem pædagogerne, og børnefamilierne oplever kortere åbningstid i daginstitutionerne og øget forældrebetaling i SFO. Der er færre folkeskolelærere per elev, samtidig med at eleverne i stigende grad møder ikke-uddannede lærere. Det går ud over elevernes trivsel og deres faglige præstationer.

De tidlige og forebyggende indsatser for samfundets socialt udsatte spares væk, mens ventetiden for hjælp og indsatser kan trække ud. Og der skæres på beskæftigelsesindsatsen, hvilket rammer de ledige.

Der er penge nok
I en lang årrække har velfærden haltet bagud i forhold til demografi og den generelle velstandsudvikling i samfundet målt i BNP-vækst. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mangler vi nu 22,5 milliarder kroner, hvis de offentlige servicerammer skulle have fulgt med udviklingen siden 2015.

Hvordan hænger det dog sammen, at Danmark skærer i velfærden, mens regeringen hævder, at økonomien har det historisk godt?

Det korte svar er, at det gør det heller ikke. Vi har nemlig økonomi til velfærd også i fremtiden. Hvis vi tager det såkaldte økonomiske råderum frem mod 2030 og trækker de penge fra, der allerede er afsat i regeringsgrundlaget og diverse politiske aftaler, rækker det stadig til at opfylde befolkningens forventninger til velfærden.

Læg dertil, at de økonomiske nøgletal peger i retning af endnu en opjustering af råderummet i dette forår. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer, at den strukturelle beskæftigelse kan opjusteres med 30.000 personer. Det svarer til et øget råderum på otte milliarder kroner.

Pengene er der altså. Hvis regeringen virkelig vil velfærden må den levere den økonomi, der skal til.

Det betyder, at kommunerne ikke kun skal have demografiregulering krone for krone, men at rammen skal vokse svarende til regeringens mål for den samlede offentlige sektor, det vil sige inklusiv velstandsudvikling.

Og vi skal samtidigt sikre, at kommunerne rent faktisk bruger pengene til formålet og ikke – mere eller mindre tvunget – gemmer dem væk og underforbruger.

Opgør med sanktionsmekanisme
Det betyder også et opgør med sanktionsmekanismen i budgetloven, som hæmmer den lokale udvikling af velfærden og langsigtede og kloge investeringer og forebyggelse, blandt andet fordi kommunerne generelt har brugt mindre end budgetteret af frygt for sanktioner.

Det er senest aktualiseret med de foreløbige kommunale regnskabstal for 2023, der viser, at kommunerne brugte en lille milliard kroner mindre på velfærd end aftalt.

Kommunernes likviditet er de seneste ti års tid vokset betydeligt og ligger nu på omkring 50 milliarder kroner. Penge, der kunne være med til at rette op på en del af besparelserne på velfærden, men som ikke kan bruges på grund af servicerammerne.

Der er god fornuft i at afskaffe unødvendig dokumentation og regler for reglernes skyld, men afbureaukratisering er ikke en trylleformular, som lige kan løse alle problemer.

Desværre oplever vi, at regeringen sætter sin lid til såkaldt afbureaukratisering, som den håber – i modstrid med erfaringerne fra det virkelige liv – vil skabe et råderum, der gør det muligt for kommunerne at følge med udgiftspresset.

Det seneste bud fra regeringen i en aftale med KL illustrerer problemet: Man kan godt fjerne regler og krav, men det risikerer at ende i besparelser på den borgerrettede velfærd og forringelser af borgernes rettigheder og have en helt marginal betydning for de kommunale udgifter.

Regeringen hævder, at den både kan levere velfærd og skattelettelser. Vi tillader os at tvivle på, at de kan holde det løfte.

Bragt i Altinget, den 22. marts 2024