Skruppelløst profitmageri på samfundets sårbare skal stoppes

Billederne er grufulde. De ætser sig ind på nethinden, som klorinen - eller et andet rengøringsmiddel - har ætset huden på den 30 årige kvindes krop. Hun blev 30 år.
For ætsningsskaderne var så svære, at hun efter godt en måneds indlæggelse døde. Må hun hvile i fred.

Det forfærdelige dødsfald burde ikke kunne ske. Kvinden, som havde Downs syndrom, var autist og uden sprog, boede nemlig på et bosted, som havde ansvaret for hende hele døgnet.

Konkret hvad der gik forud, da hun den 28. april blev fundet med ætsningsskader, ved vi ikke. Sagen efterforskes af politiet. Men at der er tale om et groft, endda fatalt omsorgssvigt, står allerede nu klart.

Ni dage forinden blev en mandlig beboer fra samme bosted indlagt med forgiftningsskader. Han havde spist cigaretter og kaffe. Også han skulle ellers være under konstant opsyn. Også han blev svigtet. Hvidovre Kommune betalte 3,6 millioner kroner om året for den såkaldte 1:1-plads, som den 30-årige kvinde havde. I samme leje er prisen på den mandlige beboers plads. Alligevel var det ikke nok til at passe på dem, og så er noget altså helt galt.

Bostedet, som forrige fredag blev lukket på grund af sagerne, hører under kæden Habitus, som nu har 21 botilbud rundtom i landet, og det er ikke første gang, der er alvorlige problemer med svigt i kædens botilbud. I 2018 afdækkede Fagbladet FOA således grove omsorgssvigt og ulovlig indespærring af borgere. Habitus tjente også penge på vikarer fra eget bureau. I dag ejes Habitus af en engelsk kapitalfond.

Vi skal have gjort op med, at private helt uden blik for kvaliteten kan trække penge ud til sig selv, og at kapitalfonde kan overtage velfærdsopgaver. For kapitalfondens fremmeste formål er at tjene penge til investorerne.

Men du kan ikke på samme måde som i andre virksomheder fremme produktiviteten på et botilbud. Det handler om mennesker, der skal have omsorg. Konsekvensen af at skulle profitmaksimere bliver derfor i stedet tilbud af dårlig kvalitet. I Nannas tilfælde dødeligt dårlig.

Der findes naturligvis masser af gode bosteder, også private, med dedikerede medarbejdere, som hver dag passer på dem af os, som har brug for en specialiseret indsats.

Men vi kan ikke stole på, at omsorgssvigt som dem hos Habitus er en enlig svale. Den bekymring sidder man i hvert fald tilbage med efter at have set det første afsnit af TV 2-dokumentaren ”Den sorte svane”. Her taler banderelaterede typer - godt nok for skjult kamera, men helt ublu - med hinanden om at engagere sig i botilbud som led i hvidvaskning. 300.000 kroner pr. autist kan de tjene.

Det er så provokerende, at man fnyser af forargelse over den scene. Men det illustrerer fint, med hvilken kynisme nogle etablerer botilbud.

Udgifterne på det specialiserede socialområde er de seneste år steget i en grad, så kommunerne har svært ved at følge med. Især private botilbud driver udgiftsstigningen.

Men kvaliteten er ikke altid blevet højere med prisen.

For er en borger placeret i et privat tilbud, er der en tendens til, at botilbuddet selv i høj grad kan være med til at vurdere borgerens behov, og om indsatsen for borgeren skal koste mere, når først borgeren er flyttet ind.

Vi må og skal have sat en stopper for, at kapitalfonde og andre, som sætter pengene i første række og mennesker til sidst, kan stikke snablen ned i den offentlige pengekasse.

Det skal ikke være muligt at trække profit ud af midler, som er afsat til velfærd til nogle af vores mest sårbare medborgere. De penge skal vi bruge til at skabe så god en tilværelse som muligt for dem, som bor på landets botilbud. Det er det, botilbud skal kunne tilbyde. Et trygt hjem.

Bragt i Kristeligt Dagblad, den 19. juni 2024