• Læs op
• Udskriv

Så kom det. Regeringens store ældreudspil, som vi har ventet på, og knoklet for at skubbe i den rigtige retning.

Og der er mange gode forslag i pakken.

Små selvstændige, tværfaglige teams, visitation tættere på borgeren, mindre tilsyn og en række andre gode og perspektivrige elementer.

Men der er desværre også udfordringer i udspillet – ikke mindst den medfølgende økonomi.

Regeringen afsætter 1 milliard kroner ekstra til ældreplejen til at dække, at vi bliver flere ældre, ud over de penge der allerede er afsat i 2030-planen. Det lyder jo dejligt.

Men der følger ingen krav om, at pengene rent faktisk bruges på de ældre.

Kommunerne bestemmer selv, hvor pengene skal bruges
Det er nemlig sådan, at kommunerne selv bestemmer, hvordan de bruger de penge, staten giver dem til at finansiere velfærden for.

Og så længe kommunerne i det store regnskab ikke har penge nok til alle opgaverne, bliver de nødt til at spare – og det rammer ofte de ældre.

Det er derfor, vi oplever det paradoks; selvom der nu endelig afsættes flere penge til velfærden, i takt med at der kommer flere ældre, skal der alligevel fyres social- og sundhedspersonale på grund af nedskæringer. Samtidig mangler vi medarbejdere i ældreplejen.

Hold hånden under økonomien
FOA mener, at det er på tide, at man holder hånden under økonomien på ældreområdet og sikrer, at udgifterne rent faktisk følger med, i takt med at der kommer flere ældre i de enkelte kommuner.

Denne mekanisme skal sikres nu og i fremtiden. Og det kræver, at vi nytænker statens styring af kommunernes økonomi, så penge tiltænkt de ældre rent faktisk går til de ældre.

Der skal simpelthen sættes navn på de penge.

Spørgsmålet er så, om den ene ekstra milliard er tilstrækkelig til at kunne leve op til forventningerne om verdens bedste ældrepleje? Desværre ikke, hvis man kigger ned i tallene.

Bragt i Seniormonitor, den 9. februar 2024

Kun råd til at ansætte 9.000 ekstra
Det handler kort fortalt om, at der skal være plads til, at lønnen kan følge med den generelle velstandsudvikling i samfundet.

KL beregnede sidste år, at der frem mod 2030 kun er råd til at ansætte cirka 9.000 ekstra i ældreplejen. Men at der skal ansættes over 15.000 for at fastholde antallet af medarbejdere per borger.

Så vi ser faktisk ind i, at selv hvis kommunerne rent faktisk bruger de ekstra penge til de ældre, vil serviceniveauet fortsat falde.

Vi har i FOA beregnet, at selv hvis den ekstra milliard bruges oveni demografipengene, vil antallet af medarbejdere per borger falde fra 2028.

Ringere ældrepleje i en tid med vækst
Hvis man skal fastholde antallet af medarbejdere per borger, og fastholde den service vi har i dag, kræver det, at der oveni demografipengene afsættes penge til at følge med den stigende velstand i Danmark – at vi bliver rigere og rigere.

Den opmærksomme læser vil måske så tænke, at regeringen da vist har taget højde for dette i 2030-planen og faktisk har afsat penge til at dække både demografi og velstandsudvikling.

Og ja, det er sandt. Pengene til velstandsstigningen er bare øremærket psykiatrien, sygehusene og andre værdigt trængende områder.

Ældreplejen står dog fortsat i den situation, at der ikke er penge nok. Og det stemmer rigtig dårligt med, at Danmark aldrig har været rigere.

Vi er tilbage over niveauet før coronakrisen, og danskernes privatøkonomi vokser hele tiden.

Der er råd, hvis man vil
Selvom regeringens ældreudspil går et meget langt stykke i den rigtige retning mod en styrket, forbedret og fremtidssikret ældrepleje, så er det altså ikke rigtigt, når udspillet taler om et reelt økonomisk løft af området.

Vi mangler stadig at sikre, at der fremover følger penge med til den enkelte kommune, i takt med antallet af ældre stiger, og at man samtidig velstandskorrigerer budgetterne.

Og det er der faktisk råd til, hvis man bare vil vælge at bruge pengene på det.