• Læs op
• Udskriv

Udgifterne til socialområdet eksploderer.

De galoperer og ryger i vejret med raketfart. Indsæt selv flere mulige formuleringer for det faktum, at ja, vi i disse år ser et stigende udgiftspres på det specialiserede socialområde.

Det er en udfordring. Det anerkender vi til fulde, ligesom vi er enige i, at der er behov for at revidere området. For der er stadig flere borgere, som har brug for hjælp og støtte.

Men der er desværre også mange, som ikke får den rette hjælp, fordi de ender som kastebolde mellem kommuner og regioner for eksempel imellem henholdsvis social- og behandlingspsykiatrien, eller fordi mange tilbud ikke kan levere den nødvendige, faglige indsats.

Vi har derfor set frem til, hvad det ekspertudvalg, som netop nu gennemgår specialområdet, peger på af muligheder for forbedringer.

Et fatamorgana
Nu er de første 11 anbefalinger så kommet. Flere anbefalinger vil følge i senere rapporter, skal det retteligt nævnes.

Men desværre peger de første anbefalinger mest af alt på, hvor man kan spare penge på området – og det er vel at mærke uden først at tage udgangspunkt i borgerne, deres behov og hvordan de kan blive mødt med de nødvendige og fagligt relevante tilbud.

Processen er helt forkert og spænder ben for at opnå færre udgifter.

For når folk ikke får den rette hjælp i tide, vokser deres udfordringer. Udover at vi som samfund svigter vores opgave i at hjælpe det enkelte menneske til et værdigt liv, gør vi også regningen for samfundet større. For jo mere komplekse problemer en borger får, jo større bliver også de økonomiske udgifter.

Faktisk er vores påstand, at det allerede er det, der sker i dag og at det er en del af årsagen til de eskalerende udgifter. Og netop derfor er det et fatamorgana at tro, at man kan se på økonomien for området adskilt fra borgernes perspektiv og fagligheden.

Husk borgerperspektivet
Nuvel. Der er delvist ræson i nogle af anbefalingerne. For eksempel giver det mening at diskutere, om en borger skal kunne flyttes fra et botilbud til et andet, hvis borgerens tilstand og dermed også behov, ændres.

Men det skal være for at få et mere relevant tilbud. Ikke i sig selv for at finde et billigere.

Her spøger det i baggrunden, at der i kommunerne er en stigende interesse for såkaldte matrikelløse botilbud, hvor borgerne i stedet for et botilbud skal støttes i eget hjem, fordi man ikke kan stille med et tilbud, der kan rumme borgeren med komplekse problemer. Det må ikke ske.

Anbefalingen om at indføre et takstloft på såkaldte selvmødersteder, altså herberger og krisecentre, er også relevant, da området rummer en del private aktører, og vi ved, at udgiftsstigningerne inden for socialområdet i høj grad drives af prisstigninger på netop private tilbud.

Men igen skal vi huske borgerperspektivet. For det må aldrig blive sådan, at en kvinde, som søger ly for vold, bliver mødt af en lukket dør, fordi tilbud så lukker og ingen har plads til hende og hendes børn. Eller at en hjemløs misbruger med behov for en seng for natten bliver afvist af samme årsag.

Det illustrer meget godt vigtigheden af den anbefaling, som handler om, at vi skal have etableret flere kommunale tilbud. Det kræver et opgør med anlægsloftet – og hellere i går end i dag, for udbygningsbehovet er stort.

Uspiselige forslag
Imens er der forslag, som er helt igennem uspiselige. Helt galt er det eksempelvis, at ekspertudvalget anbefaler at ændre i servicelovens formålsbestemmelser, så hensynet til kommunens økonomi kan trumfe over borgerens behov og de faglige vurderinger bag.

Det sker allerede i vidt omfang i dag, men at gøre det legitimt i lovgivningen er i sandhed et paradigmeskift, hvad vi stærkt vil advare imod.

Ekspertudvalget lægger ikke selv skjul på, at det er noget af et kursskifte og skriver:

”Ekspertudvalget ønsker at sende et markant signal om en ny retning for socialpolitikken, hvor borgerens potentiale står centralt, og hvor økonomi er et legitimt hensyn på lige fod med øvrige hensyn, herunder faglige vurderinger og borgerens ønsker og behov, i visitationen af indsatser efter serviceloven, og hvor rehabilitering får fornyet fokus.”

Vi gyser helt ved tanken.

Heller ikke forslaget om, at kommunerne kan have forskellige, lokale serviceniveauer duer. Det vil føre til en nedadgående spiral for serviceniveauet, for der vil altid være flere stemmer og derfor blive lagt flere penge i børne- og ældreområdet end i mennesker med psykisk sygdom eller handicap.

Der er også i anbefalingerne et ønske om at stække Ankestyrelsen ved at få den til i højere grad at skulle tage økonomiske hensyn. Så – farvel til den vagthund på borgernes vegne.

Bragt i Altinget, den 31. maj 2023