• Læs op
• Udskriv

Dengang kvinderne fra alle sociale klasser for alvor kom på arbejdsmarkedet, havde børnefamilier brug for børnepasning. Det ord er nærmest et fyord i dag. For dagplejen, vuggestuen og børnehaven er jo ’pædagogiske tilbud’ og ikke blot pasning – eller er det? 

En ny rapport, der måler kvaliteten af dagtilbud, tegner et dystert billede, som gør det svært fortsat at hævde, at dagtilbuddene er meget andet end pasning i fysiske rammer, der mange steder er af ringere kvalitet end i 70’erne. Den store forskel er, at der i dag er langt færre ansatte til langt flere børn.

Selvfølgelig er der i kommunerne gode, pædagogiske dagtilbud til nogle børn. Men det er netop det, vores opråb handler om. Alle børn har ikke deres hverdag i gode dagtilbud, der er skabt ud fra, hvad børn har brug for. Heller ikke selv om der andre steder i samme kommune findes gode dagtilbud, eller god kvalitet i det pædagogisk arbejde på en anden stue i samme daginstitution. 

Det viser den spritnye nationale undersøgelse af kvaliteten i dagpleje og vuggestue, udført af VIVE – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd og EVA - Danmarks Evalueringsinstitut . Undersøgelsen er bestilt af ministeriet efter aftale med KL. Konklusionerne i den er nedslående. Kvaliteten er samlet utilstrækkelig eller decideret dårlig i næsten halvdelen af de dagplejer og vuggestuer, man har observeret i. Næsten halvdelen! 

Kvaliteten er målt med måleredskabet KIDS, hvor pædagogisk kvalitet scores ud fra observationer af samspillet mellem børn og pædagoger, pædagogiske aktiviteter, måden det pædagogiske personale understøtter børns leg på samt arbejder med at give gode muligheder for gode fællesskaber mellem børnene tillige med en vurdering af de fysiske rammer. 

Resultaterne af målingerne er chokerende, men desværre ikke overraskende. Forskere, der har deres daglige gang i dagtilbud, kan nikke genkendende til dem. Samlet set er den pædagogiske kvalitet kun målt til at være god i 8 pct. af dagplejerne og 13 pct. af vuggestuerne. Ingen af tilbuddene scorer resultatet ”fremragende”, som er den øverste kategori. 

Tallene er katastrofale, fordi alderen 0-3 år er de år i et menneskes liv, der har størst betydning for resten af dets liv. Børns muligheder for at være i gode udviklende relationer tidligt påvirker deres muligheder for at indgå i relationer fremadrettet. Det gælder også i forhold til at møde udfordringer, løse problemer og være i udviklende og lærende fællesskaber. 

Undersøgelsen viser, at der på trods af kommunernes mangeårige og ihærdige indsats for at hæve den pædagogiske kvalitet i kommunerne, så er der stadig børn, der møder en uacceptabel lav kvalitet i deres dagtilbud. 

Børn, der bliver råbt ad, trukket i armen uden varsel, når en voksen ønsker, at de skal ned at sidde, og børn, som får tørret deres næse af en hånd, der uden varsel kommer bagfra. 

Det er ikke pædagogisk arbejde. Det er pasning. Og det flugter på ingen måde med det arbejde, der ønskes fremmet i loven om den styrkede pædagogiske læreplan, hvor de voksnes syn på det at være barn skal være anerkendende og respektfuldt, og hvor evnen til at se verden fra børnenes side er helt centrale omdrejningspunkter. 

En undersøgelse af kvaliteten i vores børnehaver, som EVA foretog i 2020 , viste, at kun en 1 ud af 5 børnehaver havde god kvalitet, når man samlet set vurderede personalets måde at møde børnene på og arbejde med fællesskaber, legemulighederne for børnene, læringsmiljøet og de fysiske rammer. 

I 1 ud af 3 børnehaver var der ligesom i den nye nationale undersøgelse af vuggestuerne, væsentlige forskelle i den pædagogiske kvalitet på to forskellige stuer i samme daginstitution. Et resultat, som også tidligere er set i forskning fra Laboratorium for praksisrettet dagtilbuds- og skoleforskning på Aalborg Universitet, der også peger på, at kvaliteten varierer betragteligt fra dagtilbud til dagtilbud. 

Vi kan bruge tid på at diskutere, om vi har målt kvaliteten med det rigtige redskab, og om det er rimeligt, at en måling blandt tilfældigt udvalgte dagplejer, vuggestuer og børnehaver skal tegne et billede af alle dagtilbud 0-5 år. 

Men det vil være at snyde børnene, medarbejderne og lederne for den håndsrækning, de så hårdt har brug for. Så vi skal ikke holde alenlange møder om, hvorvidt det nu kan være rigtigt, at kvaliteten er så lav. Vi skal handle. Og vi skal handle klogt. 

Undersøgelsen viser os ikke, at vuggestue grundlæggende er et bedre dagtilbud end dagpleje. Den viser, at der i begge typer af dagtilbud er nogle pædagogiske ledere, der har brug for hjælp til at udvikle en god kvalitet i alle deres dagtilbud inden for hver af de to typer dagtilbud. Og, at der er nogle dagtilbud, der har brug for et mere finmasket tilsyn og en tættere opfølgning, når man kan spore tegn på lav kvalitet. 

Det er tydeligt, at der er behov for investeringer i kvaliteten. Og på samme måde, som der nu er stillet krav fra regeringens side om, at der skal være mere uddannet personale i vores daginstitutioner, bør dette også ledsages af et krav om uddannelse af de kommunale dagplejere. 

Der er mange forhold til sammen, som spiller en rolle for god pædagogisk kvalitet, men det pædagogiske personales uddannelse er en af de vigtigste og en af de enkeltfaktorer, der vil kunne løfte kvaliteten i vores dagtilbud mest. Men kun, hvis uddannelse klæder pædagoger og pædagogiske assistenter godt nok på til at omsætte den styrkede pædagogiske læreplan med de krav, der stilles til det pædagogiske arbejde. 

Derfor bør vi både lægge en plan for, hvordan vi uddanner og efteruddanner alt pædagogisk personale, men også se på, hvordan vi sikrer, at de, der uddannes, reelt er kvalificeret til at løfte opgaven. 

For at kvalificere sig til at være et godt pædagogisk dagtilbud, skal børn møde et engageret, nærværende og veluddannet personale, der ved, hvordan man skaber trivsel, læring, udvikling og dannelse for alle børn i en børnegruppe. 

Pædagogisk uddannet personale, som skaber trygge relationer til børnene i gode fysiske rammer, der indbyder til leg og børnefællesskaber, som udgangspunkt for børnenes mod på hverdagens udfordringer og udforskning af verden igennem legen. Med den nye nationale kvalitetsundersøgelse af dagplejen og vuggestuen i hånden kan vi konstatere, at det ikke kun er i børnehaven, at kvaliteten ikke er god nok. 

Vi vidste det godt. Men nu har vi dokumentationen, og det betyder, at der igen ligger en regning til os, som vi gør klogt i ikke at løbe fra. 

De fleste børn kan tåle utilstrækkelig kvalitet. De ville trives bedre og lære mere i deres dagtilbud, hvis kvaliteten var god, men de tåler den dårlige kvalitet. 
Det gør de børn, der befinder sig i en social udsat position derimod ikke. De tåler den, for de har ikke noget valg. 

Men de starter i skole med dårligere trivsel og forudsætninger for at få noget ud af deres skolegang, end hvis de havde været i et dagtilbud med høj kvalitet. Og høj kvalitet findes kun i gode eller fremragende dagtilbud. 

Kun de dagtilbud har den løfteevne, der skal til for at hjælpe socialt udsatte børn til at trives bedre og til at klare sig bedre i livet. 

Så, automatreaktionen fra alle dem, der gentager i ring, at vi bruger en større del af vores bnp på offentlig børnepasning end mange sammenlignelige lande, er en hån imod de børn, der ikke trives i deres dagtilbud, og som starter i skolen med at være bagud i deres udvikling. En sådan reaktion vidner også om en manglende indsigt i samfundsøkonomi. 

For vi skal bruge flere penge på offentlig børnepasning, hvis vi vil spare mange flere penge på kontanthjælp, sygepleje og fængselsophold. For mistrivsel gør børn mere syge senere i livet end andre børn, og børn, der ikke får en god skolegang, er i større risiko for at havne på kontanthjælp eller i fængsel end andre børn. 

Det har nobelprisvinderen og økonomen James Heckmann vist, og der findes ikke en kommune i Danmark, som ikke kender hans forskning. Alle ved, at investeringer i de mindste børn giver det største økonomiske afkast. Derudover er investeringer i dagtilbud også investeringer i børns trivsel. 

En ny FOA-undersøgelse viser, at et flertal af ledere og medarbejdere i daginstitutionerne vurderer, at der er flere børn i mistrivsel end for 5 år siden. Det overraskende er, at 7 ud af 10 ledere og medarbejdere mener, at der er sket en ændring i hvilke børn, der mistrives. Børn i mistrivsel kommer i dag fra alle sociale lag og ikke kun fra udsatte familier. 

De flere børn i mistrivsel gør det meget svært for det pædagogiske personale at give børnene det pædagogiske tilbud, de gerne vil give dem. Halvdelen af medarbejderne i daginstitutionerne oplever dagligt, næsten dagligt eller flere gange om ugen, at der er enkeltbørn, der har så store udfordringer, at det gør det svært at få børnegruppens hverdag til at fungere. 

Det gør det meget svært for ansatte i vores daginstitutioner at give børn det gode, pædagogiske tilbud, vi bilder os selv ind, de får. 

De er også blevet spurgt om, hvad de tænker, årsagerne til børnenes mistrivsel er. De er meget enige om, at der er for få voksne i daginstitutionen, at forældrene har en presset hverdag, og at for mange børn med store udfordringer indskrives i dagtilbud, der kun er marginalt bedre normeret end andre dagtilbud og får tildelt alt for få støttepædagogtimer. 

Vi har fået en lov om minimumsnormeringer, og der er sat en pulje penge af på finansloven til daginstitutioner med mange socialt udsatte børn, men det er jo ikke nok. Ordet minimumsnormeringer mere end antyder, at der er tale om en grundnormering, som ikke er tilstrækkelig, hvis der er børn i dagtilbuddet, der har brug for særlig støtte. Der er altså stadig brug for flere ansatte med en pædagogisk uddannelse. 

Alt for mange børn er i pasningstilbud, der ikke engang når fortidens pasningstilbud til sokkeholderne – hvor der trods alt altid var en voksen at holde i hånden. Og imens måler vi igen og igen, at kvaliteten søreme ikke er lige god alle steder. Der er intet i vejen med at måle kvaliteten. 

To af kronikkens forfattere har da også skabt det kvalitetsmålingsredskab, KIDS, som staten netop har brugt til at måle kvalitet i landets vuggestuer og dagplejer. Vi skal måle kvaliteten for at få en pejling på, hvor kvaliteten halter. Men der skal jo ske noget, når vi konstaterer, at kvaliteten ikke lever op til de forventninger, både børnene og deres familier med rette kan have til noget, der alle steder kaldes gode, pædagogiske tilbud. 

I 2005 indførte vi pædagogiske læreplaner, hvor retningen for god kvalitet blev udstukket i loven. I 2019 reviderede vi den lovgivning og skabte loven om den styrkede pædagogiske læreplan, hvor det blandt andet blev understreget, at de voksne ikke kun skal sætte aktiviteter i gang sammen med børnene. 

De skal også sikre sig, at alle børn trives, lærer, dannes og udvikler sig. Vi har også fået en lov om tilsynet med kvaliteten i vores dagtilbud, der blandt andet skal sikre, at et tilsyn også indeholder observationer af samspil og relationer mellem pædagogisk personale og børn, af børnenes leg, de pædagogiske aktiviteter og legemuligheder. Alligevel halter kvaliteten gevaldigt. 

Alt for mange børn mistrives i dagtilbud, der ikke er indrettet efter deres behov. Og nej, det er ikke skruen uden ende, men en investering, der giver et kæmpestort afkast. Der mangler investeringer i vores dagtilbud til børn i 0-5 årsalderen. 

Pengene skal selvfølgelig investeres på et oplyst grundlag. Derfor skal årsagerne til utilstrækkelig kvalitet afdækkes for hvert enkelt dagtilbud. Der skal investeres i at rette op på lav kvalitet, og det er tåbeligt at diskutere, om det nødvendigvis kræver flere penge. 

I mange daginstitutioner mangler der personale, og mange dagplejere bør have færre børn i deres dagpleje. Den nationale kvalitetsundersøgelse viser, at der er højere kvalitet i dagplejen, når der er færre børn. Cirka 8 procent af de kommunale dagplejere har hver dag 5 børn, og langt flere har en gang imellem 5 børn ved andre dagplejeres fravær. 

Det burde der for længst have været sat en stopper for. Den lov er fra 1979, hvor en tredjedel af børnene i dagplejen gik i børnehave eller skole og i dagpleje et par timer hver dag. Og enhver, der har små børn vil betakke sig for at skulle være nærværende over for 5 børn i alderen 0-2 år en hel dag, hver dag. Både dagplejen og vuggestuerne kunne have glæde af langt flere tilsyn og sparring om udviklingen af kvaliteten i deres pædagogiske arbejde. Flere ansatte og mere uddannet pædagogisk personale koster penge. 

Så kom nu Danmark! Vi vil gerne være verdens bedste land at være barn i. Dagtilbud kan gøre en forskel for alle børn, og særligt for børn i mistrivsel eller som vokser op i en social udsat familie. Så kan vi ikke komme i gang, med i det mindste at være et godt land at være i dagtilbud i – for alle børn?

Kronik bragt i Politiken, den 30. maj 2023