• Læs op
• Udskriv

Midt i en krise er behovet for et langsigtet perspektiv på vores beskæftigelsespolitik ekstra stort. Måske er det derfor, valgkampen er fuld af smarte snuptagsløsninger om særligt jobcentrene. De er blevet en veritabel guldkrukke, hvor snart sagt alle partier mener nemt og hurtigt at kunne finde adskillige milliarder, som de kan bruge til at forgylde deres egen kæphest.

Men her er en original ide: Hvad med, at vi gik bort fra de hurtige løsninger og i stedet indrettede fremtidens beskæftigelsessystem klogt og med udgangspunkt i den forskellighed, der er mellem borgere i ledighed?

Der er brug for en beskæftigelsesindsats, der tager udgangspunkt i den enkeltes situation. Visionen om at omlægge beskæftigelsesindsatsen ud fra et helhedsorienteret menneskesyn handler helt enkelt om at kigge kritisk på målgrupperne.

Ledige, der er medlem af en a-kasse, skal hjælpes hurtigt i beskæftigelse gennem deres a-kasse, der kender deres fag og uddannelse. Ideen om, at a-kasserne hjælper borgere, der er i kortvarig ledighed, er ikke fremmed.

Tidligere på året kom anden delaftale af nytænkning af beskæftigelsesindsatsen. Her blev det aftalt, at a-kasserne overtager kontaktforløbet for de forsikrede ledige de første tre måneder fra januar 2024. 

Det er fornuftigt: A-kasserne kender det arbejdsmarked, de organiserer, og er derfor specialiseret i at formidle job til medlemmerne. I dag har a-kasserne kontakten til den ledige de første tre måneder af en ledighedsperiode. Lad os forlænge den til mindst seks måneder. Ved at flytte kontaktforløbet over i a-kasserne frigøres der tid og ressourcer til de andre hovedgrupper, der har behov for en mere helhedsorienteret hjælp. 

Helhedsorienteret tilgang for den enkelte
For kontanthjælpsmodtagerne og langtidsledige giver en helhedsorienteret tilgang plads til nuancer: Er det en sygdomsramt borger med en fornuftig fastholdelsesplan om tilbagevending til nuværende arbejdsgiver/-plads, er det spild af tid og ressourcer at sidde hos jobcentret for at blive kontrolleret, fordi det er et krav i lovgivningen.

Er det derimod en borger med længerevarende sygdom eller nedslidning, hvor der kunne være behov for sporskifte eller anden afklaring for fremtiden, skal indsatsen tilpasses derefter. Borgere i ledighed med komplekse sygdomsproblemstillinger skal sikres en helhedsorienteret indsats uden for jobcentrene, hvor beskæftigelse ikke nødvendigvis er første målsætning

Der er også brug for en ny tilgang til borgere med meget komplekse udfordringer. Her er behovet ikke først og fremmest ordinære løsninger med uddannelsesmål eller aktivering. Hjælpen bør tage udgangspunkt i den enkeltes livssituation, der både kan være præget af kognitive, psykiske og fysiske udfordringer.

Lad os have modet til at hjælpe de borger på anden vis. Her kræver det, at der ses på det enkelte menneske, og at man i samarbejde laver en individuel helhedsplan. Udgangspunktet er, at et fokusskifte fra et beskæftigelsesmål oftest er den bedste vej til beskæftigelse. Tænkningen er hverken en utopi eller fremmed. Vi kender den netop fra den nye lov om helhedsorienteret indsats (HOI), som et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om, og som skal vedtages i næste folketingsår.

Unge ledige gribes for sent
Alt for mange unge ledige gribes for sent. Det skal fremtidens beskæftigelsessystem kunne håndtere. Ingen må efter grundskolen overlades til sig selv for så pludselig at komme i søgelyset, når de bliver 18 år og er myndige. Så mødes den unge med uddannelsespålæg og aktiveringskrav, mens nogle vil blive hårdt ramt økonomisk. 

Når der i dag er knap 45.000 unge uden tilknytning til hverken uddannelse eller arbejdsmarkedet, kalder det på en helt særlig indsats, hvis denne gruppe ikke skal vokse i fremtiden.

For de unge, der har det svært allerede i grundskolen, bør vi overveje nye veje. Måske skal der være praksislæring i udskolingsårene, så unge får et kendskab til den verden, de skal møde, når de forlader grundskolen. Det har ikke kun de unge brug for – det har hele samfundet brug for. Vi har brug for, de bliver en del af et arbejdsfællesskab.

Bragt i Altinget, den 24. oktober 2022