• Læs op
• Udskriv

Hvis dit eneste værktøj er en hammer, har du en tendens til at se alle problemer som et søm. Sådan siger et gammelt mundheld. Måske gælder sandheden i dette mundheld også samfundets hjælp til den gruppe af unge på knap 50.000 i alderen 15 til 24 år, der hverken er undervejs eller færdige med en ungdomsuddannelse, og som samtidig ikke er kommet i job.

Man kan let få det indtryk, at politikerne mener, at de kun har ét værktøj – økonomiske incitamenter – og at de derfor ser på unge med et uforløst potentiale for uddannelse og job som nogle, der mangler tilstrækkelig økonomisk motivation for at komme i uddannelse eller arbejde.

Hvad hvis politikerne ser forkert? Hvad hvis de unge uden job eller uddannelse allerede har masser af økonomiske incitamenter? Hvad hvis det ikke er ønsket om job eller uddannelse, der mangler, men tiltroen til, at det kan lykkes? Så er det ikke lavere ydelser, men helt andre socialfaglige værktøjer, der skal i brug.

Gode relationer og bedre helbred
Hvis det er rigtigt, så er der brug for at øge de unges tiltro til at kunne lære eller arbejde. Mange unge har brug for realistiske erfaringer med uddannelse eller job, der kan stimulere deres tiltro til, at de godt kan lære og realisere deres ønsker om job eller uddannelse. Det kræver ofte gode, motiverende relationer i forbindelse med virksomhedspraktik eller uddannelse, for eksempel mellem kontaktpersoner, mentor og arbejdsplads eller uddannelsessted.

Der skal også gøres mere for at hjælpe de unge til en bedre helbredsmestring. Unge er den gruppe, hvor mistrivslen er steget mest markant de seneste fire år. For de mange unge med autisme, svære psykiske sygdomme, socialt udsatte, misbrugere og anbragte unge fylder helbredet meget i hverdagen. De har brug for hjælp til at blive bedre til at håndtere deres helbred, og ofte har de ikke selv et netværk, der kan støtte dem heri. Der er god grund til at bruge flere socialfaglige kræfter på at styrke deres evne til at mestre helbredet.

Endelig handler det også om, hvor mange sager den enkelte socialrådgiver skal håndtere. I dag er det helt almindeligt, at den enkelte socialrådgiver sidder med 60 til 80 unge, som skal have støtte. Samtidig ved vi, at der, hvor det lykkes med et godt socialfagligt arbejde, for det sker i nogle få kommuner, sidder hver socialrådgiver med 30 til 40 sager.

Ikke nogen homogen flok
De unge uden job eller uddannelse er en meget sammensat gruppe med komplekse problemstillinger. Der er fagligt stærke kvinder med psykiatriske diagnoser, fagligt svage kvinder med langvarig offentlig forsørgelseshistorik, kvinder fra socioøkonomisk svage hjem med børn og mindre faglige udfordringer, kriminelle og fagligt svage mænd med misbrugsproblemer og ADHD samt hjemmeboende mænd fra socioøkonomisk bedrestillede hjem – blot for at nævne nogle.

Når man ser på en sådan grov karakteristik af ungegruppen i det sociale system, er der to forhold, der særligt springer i øjnene. Karakteristikken flugter slet ikke med, at der skulle være tale om borgere, der hver især mangler tilstrækkelig indre motivation og ydre økonomiske incitamenter til at vælge, påbegynde og gennemføre en uddannelse eller få et job.

Der er tværtimod tale om helt andre grupper med vidt forskellige uforløste potentialer og med vidt forskellige forudsætninger for at kunne virkeliggøre hver deres drømme og ønsker om uddannelse og job. Den socialfaglige indsats bør derfor skabe dialog med borgeren om de individuelle ønsker, realistiske potentialer og behov. Den konkrete indsats for den enkelte unge borger må så vidt muligt afspejle et individuelt mix af lærings- og arbejdsmotivation, tiltro til at kunne lære eller arbejde og helbredsmestring, og om nødvendigt at de får den rette støtte undervejs.

Et sådant sporskifte synes nødvendigt i en tid, hvor det kun er alt for tydeligt, at det ikke hjælper hverken de unge eller samfundsøkonomien at se dem som en flok, der alle har behov for dummeslag med en økonomisk forhammer, fordi de mangler tilstrækkelig indre motivation til at vælge, påbegynde og gennemføre en uddannelse eller få et job.

Det nytter ganske enkelt ikke nok at se de unges problemer som et søm, der kan slås i med en økonomisk forhammer. Både de unge og samfundsøkonomien fortjener, at vi begynder at rode lidt dybere i værktøjskassen.

Bragt i Information, den 9. maj 2022